Skatteminister Karsten Lauritzen besøgte i går Skallerup Seaside Resort – et virksomhedsbesøg, som var sat op af HORESTA. Her præsenterede virksomheden og HORESTA i fællesskab nogle af de store udfordringer, som erhvervet står over for netop nu. Dette indbefattede blandt andet en snak om finansiering, arbejdskraft og branchens mange afgifter m.m.

Ministeren fik en rundvisning, hvor Skallerup Seaside Resorts tekniske chef Henrik Nielsen blandt andet fortalte om, at man tidligere skulle betale afgift for den el, der blev brugt i vandland, og ikke for det forbrug, der var i svømmehallen. Direktøren i Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll udtrykte i den forbindelse stor tilfredshed med regeringens fjernelse af el-afgiften på forlystelser. Ministeren blev også orienteret om samarbejdet med den lokale virksomhed, Villerupgård, hvorfra Skallerup Seaside Resort anvender biobrændsel som opvarmningskilde.

HORESTAs politiske rådgiver Helle Eckeroth, fortæller:

”Vi præsenterede Karsten Lauritzen for nogle af de udfordringer, som virksomhederne i vores branche møder, og der var skatteministeren lydhør. Det er værdifuldt for turismeerhvervet, at ministeren får et hands-on indtryk af, hvad det vil sige at drive en turismevirksomhed anno 2018. Skallerup Seaside Resort er et succesfuldt eksempel på, hvad turisterne efterspørger, og hvorfor det er afgørende, at for eksempel energiområdet bliver forenklet”, udtaler Helle Eckeroth, politisk rådgiver, HORESTA.

Log ind