HORESTA tager positivt imod regeringens udspil, som skal gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Forslaget lægger blandt andet op til at sænke det beløb, en udlænding skal have i årsløn for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark. Den nye beløbsgrænse kommer dog kun til at gælde for 12 lande uden for EU.

”Det er rigtig positivt, at regeringen med udspillet lægger op til en lettere adgang til rekruttering af international arbejdskraft, som er stærkt nødvendigt for dansk erhvervsliv. Særligt er en nedsættelse af beløbsgrænsen til 330.000 kroner markant, og noget der vil hjælpe hotel- restaurant- og turisterhvervet, som ligger i toppen af de brancher, der mangler arbejdskraft både på kort og lang sigt”, siger HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard.

I dag har halvdelen af HORESTAs medlemmer rekrutteret forgæves, og hver tiende måttet takke nej til ordrer på grund af manglende hænder.

”Vi havde selvfølgelig gerne set, at beløbsgrænsen blev sænket for flere end 12 lande, men ser regeringens forslag som et godt første skridt”, siger Katia K. Østergaard, der samtidig glæder sig over en række andre vigtige initiativer i regeringens udspil:

”Udspillet lægger op til en plan for en målrettet rekrutteringsindsats i Europa samt mulighed for, at flere jobtyper kan komme på den såkaldte positivliste, der sikrer arbejdskraft fra ikke-EU-lande lettere adgang til Danmark. Endvidere er det super positivt, at regeringen lægger op til mindre bureaukrati, når der ansættes ikke-EU-borgere. Vi ser rigtig mange virksomheder, som er kommet uforvarende i klemme, fordi de ikke har vidst, at der var sket ændringer i en medarbejders arbejdstilladelse. Vi har længe påpeget det dybt urimelige i denne situation, og derfor er det særdeles glædeligt, hvis vi nu kan se frem til, at de mange snubletråde forhåbentlig fjernes”, siger Katia K. Østergaard.

”Vi håber så bare nu, at et flertal i Folketinget går aktivt og konstruktivt ind i diskussionen om mangel på arbejdskraft og står sammen om at bidrage til at løse problemet, så vi ikke hæmmer virksomhedernes vækst”, slutter Katia K. Østergaard.

80.000 ledige hoteljobs i USA

USA’s hotelbranche kæmper for at skaffe flere medarbejdere, i år forventes ansat 45.000 nye. Manglen på arbejdskraft tvinger lønningerne op, det kan betyde dyrere hotelovernatninger.

Log ind