Der er kommet nye regler, hvis din virksomhed har overenskomst og vil søge støtte til medarbejdernes aftalte uddannelse. Det er nemlig resultatet af de seneste overenskomstforhandlinger, hvor der blev etableret en forsøgsordning, således at virksomhederne nu kan ansøge om støtte hos HORESTA/HK Privat Kompetenceudviklingsfond.

Nedenfor kan du se uddybet, hvad der gives tilskud til.

Hvad kan støttes i aftalt uddannelse?

De uddannelsesaktiviteter, som kan opnå støtte, skal understøtte virksomhedens langsigtede udviklingsmål. De kan falde inden for to kategorier:

  • Den grundlæggende lederuddannelse - AMU
  • Samtlige uddannelser på akademiniveau – AU

Der vil kunne opnås støtte til aktiviteter, som for den enkelte medarbejder sigter mod et uddannelsesløft.

Periode med støtte

Godtgørelse til aftalte uddannelsesaktiviteter ydes for de uger, hvor medarbejderen bytter selvvalgt uddannelse til aftalt uddannelse og opsparet selvvalgt uddannelse kan akkumuleres og afvikles med op til 15 dage i efterfølgende år.

Tilskud til løndækning

Det tilskud, som kan opnås til udgifterne til medarbejderens løn, svarer til 100 pct., når der er tale om ’Aftalt Uddannelse’.

Når der ydes løndækning, vil der i det tilskud, som HORESTA/HK Privat Kompetenceudviklingsfond yder, ske en modregning af f.eks. VEU-godtgørelse eller SVU afhængigt af uddannelsesaktiviteten.

Tilskud til deltagerbetaling

Deltagerbetaling på op til kr. 1000 per kursusdag kan godtgøres til videregående uddannelse på akademiniveau.

Hvis medarbejderen samtidig modtager støtte fra VEU-Omstillingsfonden, modregnes dette i godtgørelsen af kursusudgiften fra kompetencefonden.

Betingelser for støtte

Støtte til aftalt uddannelse træder i stedet for selvvalgt uddannelse dvs. at støtten er betinget af, at medarbejderen bytter sin ret til selvvalgt uddannelse til aftalt uddannelse. Der kan ikke opnås støtte til uddannelse af en medarbejder, hvis denne har brugt sin ret til selvvalgt uddannelse.

Der er åbent for ansøgninger. Uddannelsesplan og ansøgning indsendes til HORESTA/HK Privat Kompetenceudviklingsfond – [email protected] (sikker mail). Du er også meget velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål til ansøgningsprocessen eller 'aftalt uddannelse'.

Læs mere om Kompetenceudviklingsfonde her.

Log ind