Ved udgangen af året udløber den gældende statsudbuds-aftale om hotelovernatninger, og derfor er man nu på jagt efter i alt 135 hoteller til en ny aftale, som har ansøgningsfrist den 2. oktober.

Til afløsning af den hidtidige aftale udbyder SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice) en ny hotelaftale, som omfatter statens hotelovernatninger, men derudover vil aftalen også (frivilligt) kunne benyttes af kommuner og regioner. Det forventes, at kommuner og regioner i stort omfang vil benytte aftalen.

Vil du vide mere holder SKI fire arrangementer over hele landet om den nye aftale. Se mere nederst i teksten.

Tilmelding af din virksomhed til udbuddet kan ske via Udbud.dk her.

Aftalen uddybet

Der er tale om en landsdækkende aftale, hvor der på forhånd reserveres et antal pladser til hoteller i specifikt afgrænsede geografiske områder, spredt over landets regioner, for at sikre et bredt udbud af leverandører fordelt i hele Danmark, der kan imødekomme SKI´s kunders indkøbsbehov. Det er således målet at få et bredt udsnit af hoteller fordelt over hele landet. Fordelingen af hoteller kan ses af udbudsbetingelsernes punkt 3.

Ved på forhånd at reservere et antal pladser til hoteller i afgrænsede geografiske områder åbnes der for, at hoteller placeret i alle områder af Danmark kan byde på rammeaftalen og herved konkurrere med de øvrige potentielle tilbudsgivere, der befinder sig i det nærområde, hvortil SKI har reserveret pladser på rammeaftalen. Hoteller i yderområder skal herved ikke nødvendigvis konkurrere med de hoteller, der er placeret omkring landets største byer, hvorefter konkurrencen skærpes i henhold til tilbudsgiverens geografiske placering.

Opbygningen af udbuddet understøtter derfor hensynet til de små og mellemstore virksomheder dels, da de reserverede pladser til hoteller i geografiske områder i sig selv udgør en opdeling af rammeaftalen og dels, da der ikke stilles særlige krav til egnethed (teknisk og faglig eller økonomisk og finansiel formåen). SKI har ydermere simplificeret udbudsmaterielt af hensyn til hoteller med mindre/ingen udbudserfaring, herunder blandt andet ved at udbyde rammeaftalen i henhold til light-regimet, hvor der ikke stilles krav om anvendelse af en såkaldt ESPD-erklæring (European Single Procurement Document).

I alt skal der findes 135 hoteller til aftalen. Tilbudsfristen er den 2. oktober 2018 kl. 13:00, og aftalen forventes at være klar til brug den 1. januar 2019.

Arrangementer

SKI afholder 4 informationsmøder om udbuddet, møderne afholdes på følgende tidspunkter og steder:

Bornholm

05.09.18            Kl. 11:00           

Griffen Hotel & Wellness, Ndr. Kystvej 34, 3700 Rønne

Aalborg

06.09.18            Kl. 09:30           

Best Western Scheelsminde, Scheelsmindevej 35, 9200 Aalborg SV

Middelfart

06.09.18            Kl. 14:00           

Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart

København

07.09.18            Kl. 10:00           

SKI, H.C. Hansens vej 4, 2300 København S

Log ind