Turisme- og oplevelseserhvervet er uden sammenligning hårdest ramt af alle i den aktuelle COVID-19-krise.
Det viser en analyse, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
Krisen har ramt hotellerne så hårdt, at 45 procent af dem vurderer, at der er ”nogen risiko” eller ”meget stor risiko” for, at de bliver afviklet eller går konkurs inden for de næste tre måneder. For restauranterne gælder det for 36 procent. Det er kun rejsebureauer, som kommer i nærheden af at være lige så udsatte.
”Desværre er tallene ikke overraskende. Vores erhverv blev ramt før alle andre og har kørt med ekstrem lav omsætning i halvanden måned. Vi frygter, at det her får meget store konsekvenser for tusindvis af virksomheder og dermed også for en meget stor del af de 130.000 medarbejdere, vi beskæftigede inden krisen”, siger HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard.
Krise til 2023
Ifølge tallene fra Danmarks Statistik har 91 procent af hotellerne haft en omsætningsnedgang på over 75 procent den seneste måned. Lidt bedre går det for restauranterne, som har mulighed for at sælge take away. Her har 42 procent oplevet en lignende omsætningsnedgang. 98 procent af hotellerne siger, at de er ”meget påvirket” af den aktuelle krise, mens det samme gælder for 81 procent af restauranterne.
”Når de nuværende hjælpepakker løbende kommer til udbetaling, vil de være livgivende førstehjælp til mange virksomheder i branchen. Men vi frygter, at der kommer en uhyggelig effekt, når likviditeten begynder at slipper op over de kommende måneder. Selv om vi får dækket en pæn andel af vores omkostninger via hjælpepakkerne, er det dybt problematisk, at der ikke kommer penge i kassen. Det giver sig selv, at det ikke er bæredygtigt at drive forretning uden omsætning i flere måneder”, siger Katia K. Østergaard.
Den britiske analysevirksomhed, Tourism Economics, har vurderet, at vi skal helt frem til 2023, før turisme- og oplevelseserhvervet er tilbage på før-krise-niveau. Forklaringen er blandt andet, at efterspørgslen på rejser og oplevelser falder markant i krisetider. I den aktuelle krise er der samtidig stor usikkerhed om, hvornår grænserne åbnes igen, og hvordan rejselysten vil være påvirket af COVID-19-smittefare de kommende måneder.
Forslag om genopretningspakke
HORESTA har derfor efterlyst en genopretningspakke, som skal bidrage til at få erhvervet på fode igen over de kommende måneder og år.
Blandt forslagene er et oplevelsesfradrag i stil med håndværkerfradraget, som skal få danskerne til at rejse i deres eget land, gå ud og spise, besøge attraktioner med videre. HORESTA lægger også op til, at erhvervslivet skal have fuldt fradrag for køb af overnatning, restaurantbesøg, bespisning, møder, kurser, sociale arrangementer m.v.
HORESTA foreslår derudover, at momsen på ydelser købt på hoteller og restauranter frem til udgangen af 2022 nedsættes til samme niveau som i de mest konkurrencedygtige af vores nabolande.
Genopretningspakken rummer desuden et forslag om at tredoble de statslige midler til markedsføring af Danmark som turistdestination.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
McDonald's Danmark ser stort potentiale i leveringstjenester
01-11-2024
-
Skagen takker nej til Unesco-status på grund af udviklingshensyn
01-11-2024
-
Uhyggelig efterårssucces: Forlystelsesparker gør Halloween-tema til publikumssucces
01-11-2024
-
I København har de råd til at gå på restauration: Spis lige brød til, siger de i provinsen
01-11-2024
-
Femern-tunnel kan skabe 500.000 flere overnatninger årligt
01-11-2024
-
Stor renovering løfter Quality Hotel The Reef i Frederikshavn
01-11-2024
-
Vi går markant mere ud og spiser end for fem år siden
01-11-2024