Der er stadig vind i sejlene for den danske hotelbranche, hvor især flere udenlandske gæster blæser overnatningstallene i den rigtige retning.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger på landets hoteller steg med næsten 100.000 i første halvdel af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år. Det svarer til en vækst på 1,4 pct.

Men fremdriften er ikke længere den samme som tidligere. I de foregående tre år var væksten efter første halvår på over 5 procent, og dette års aftagende udvikling vækker bekymring hos HORESTAs formand, Jens Zimmer Christensen.

”Vækstkurven flader ud, og det kan godt give panderynker, når vi står over for en markant udvidelse af hotelkapaciteten frem mod 2021. Samtidig er det bekymrende, at vi i øjeblikket taber markedsandele til blandt andre Sverige og Norge, som i første halvår af i år er vokset med cirka 4 procent”.

Han advarer imod, at vi som turistdestination læner os tilbage i en naiv tro på, at turisterne kommer af sig selv.

”Vi er i benhård konkurrence med andre lande i Nordeuropa, som både har bedre rammevilkår end os og har intensiveret markedsføringen, fordi de ser turismen som et væksterhverv. I første omgang er det derfor vigtigt, at vi sikrer de tilstrækkelige midler til markedsføring, så vi kan lægge det samme tryk på de vigtigste markeder”, siger Jens Zimmer Christensen.

Det er bemærkelsesværdigt for opgørelsen, at de store ishockey-nationer kom til Danmark for at støtte hjemlandene ved slutrunden i Danmark. Væksten i antallet af besøgende er omkring 20 pct. for lande som Finland og Canada. Samtidig er der et fald på ca. 10 procent i tilstrømningen fra Storbritannien, hvor Brexit skaber usikkerhed om fremtiden.

Med undtagelse af Region Midtjylland oplever de øvrige fire regioner en fremgang i overnatningstallene, hvor Syddanmark ligger i front med 2,6 pct. stærkt forfulgt af Hovedstaden med 1,9 pct. Midtjyllands fald på 2,1 pct. skal ses i lyset af sidste års imponerende antal af overnattende, der kom for at besøge Europas Kulturhovedstad.

Massiv vækst for vandrerhjemmene

Antallet af overnatninger på de danske vandrerhjem overgår alle forventninger. I første halvår 2018 har de fået 25,7 pct. flere udenlandske besøgende sammenlignet med sidste år. De lander på en fremgang på 14,8 pct., og det kommer ikke bag på Danhostels direktør, Ole Andersen.

”Det er især ønsket om fælles oplevelser sammen med familie, venner eller nye bekendtskaber, der er stor efterspørgsel på. Hostels tilbyder gode fælles rammer og gode værelser til en konkurrencedygtig pris for familier og grupper, og det er der fortsat stigende efterspørgsel på. Det er især hostels i København, der driver væksten, hvilket skyldes kapacitetsudvidelse og en fortsat stor efterspørgsel på København,” fortæller han.

Log ind