Det skal være lettere og hurtigere for virksomheder at få adgang til erhvervsfremmemidler. Derfor indfører Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse senere i år en række konkrete forenklingstiltag, der skal mindske virksomhedernes dokumentationsbyrde og forkorte vejen fra ansøgning til udbetaling.

Ifølge Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA, er det afgørende, at erhvervsfremmesystemet tilpasses virkeligheden i små og mellemstore virksomheder.

"Vi glæder os over, at reglerne snart bliver lempet – særligt for virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet, hvor komplicerede ansøgningsprocesser ofte har været en barriere for at søge støtte," siger hun.

Hurtigere udbetalinger og færre krav
Mere end 2.500 små og mellemstore danske virksomheder benytter hvert år de tilbud, som finansieres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Og støtten har en betydelig effekt.

Data viser nemlig, at virksomheder i gennemsnit oplever en vækst på 7 pct. i omsætning og 12 pct. i beskæftigelse tre år efter, de har deltaget i en erhvervsfremmeindsats.

Fremover vil virksomheder kunne modtage forskudsudbetalinger allerede ved tilsagn – og der indføres krav om, at midler skal være udbetalt senest 30 dage efter, at virksomheden har rapporteret sine udgifter.

Samtidig lettes dokumentationskravene markant. Blandt andet hæves grænsen for dokumentationspligt ved markedsafsøgning fra 50.000 kr. til 500.000 kr., og timeregistreringer skal foretages sjældnere og i mindre detaljeret form.

Ændringerne træder i kraft fra 1. november 2025.

"Mange af vores medlemmer har haft svært ved at overskue kravene – og nogle har helt fravalgt at søge støtte. Det ændrer sig forhåbentlig nu, hvor papirarbejdet ser ud til at blive lettere og pengene kommer hurtigere ud i virksomhederne," siger Maria Olafsson.

Ny samlet indgang: Virksomhedsudvikling Danmark
Erhvervsfremmeindsatsen bliver også nemmere at finde rundt i. Et nyt fælles brand – Virksomhedsudvikling Danmark – skal fremover samle indsatserne under fem faste værditilbud. Derudover afskaffes EU-logo-krav for virksomheder i rammeprojekter, og al vejledning digitaliseres.

"Det giver god mening at samle kommunikationen under én fælles indgang og rydde ud i de krav, der ikke skaber værdi. Det øger gennemsigtigheden og gør det lettere for virksomhederne at finde de tilbud, der passer til netop deres behov," siger Maria Olafsson.

HORESTA har løbende bidraget med input til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og hilser forenklingstiltagene velkomne.

"Det er positivt, at virksomhedernes oplevelser bliver taget alvorligt. Nu handler det om at sikre, at de gode intentioner også bliver til konkret lettelse i hverdagen for virksomhederne – og det vil vi selvfølgelig følge tæt," afslutter Maria Olafsson.

Læs mere på Erhvervsfremmebestyrelsens hjemmeside

Villa Provence går efter Michelin-nøgle i Aarhus

Omkring 1.000 nye hotelværelser er på vej i Aarhus, men Bühlmann Hotels ser fortsat plads til mindre luksushoteller. Boutiquehotellet Villa Provence vil styrke sin position på markedet med ambitionen om at opnå en Michelin nøgle.

Landsretten afviser anke om syv skyggehotellejligheder

Østre Landsret har afvist en anke fra Dehn-A ApS i en sag om syv københavnske lejligheder, som Københavns Byret fandt blev brugt til ulovlig korttidsudlejning. Dermed står byrettens afgørelse om, at selskabet straks skal fraflytte lejlighederne, ved magt.

Nye tal: Korttidsudlejning vokser markant i Danmark

Antallet af overnatninger via Airbnb, Booking.com og Expedia er steget 75 pct. siden 2019. HORESTA efterlyser bedre adgang til data, så myndighederne kan kontrollere, om reglerne for korttidsudlejning bliver overholdt.

Log ind