Hotellerne manglede fortsat næsten hver tiende udlænding i 2022 sammenlignet med før pandemien, men det billede er væsentlig anderledes, når man dykker ned i overnatningstallene for campingpladserne.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2022 var knap 4,1 mio. udenlandske overnatninger, og det er en fremgang på hele 27 pct. sammenlignet med 2019.

Martin Gertz Andersen, sekretariatschef for HORESTA Camping, fortæller, at der er en række årsager til dette mønster.

”2022 blev jo startskuddet til en virkelighed uden coronarestriktioner herhjemme, men det blev også begyndelsen på en energikrise med enorme konsekvenser. Begge dele har påvirket de internationale rejsemønstre,” fortæller han, og fortsætter:

”Grunden til de mange udenlandske campister er, at det er en måde for den prisbevidste rejsende at få oplevelsen af Danmark. Samtidig kunne vi i 2022 tilbyde et rejsemål uden corona-restriktioner, som langt fra var tilfældet mange andre steder i Europa,” siger Martin Gertz Andersen.

Han understreger dog, at pæne overnatningstal ikke er ensbetydende med en stærk økonomisk bundlinje i erhvervet.

”Pandemien kostede branchen dyrt, men den nuværende udgifts- og inflationskrise er om muligt endnu værre. Overskuddet bliver spist op af de stigende regninger, og det er ikke muligt at skrue ned for udgifterne i virksomhederne, uden det går ud over produktet til gæsterne,” lyder budskabet fra Martin Gertz Andersen.

Behov for handling

Med knap 12,8 mio. campingovernatninger i 2022 nærmede branchen sig rekorden fra 1992, hvor Danmarks Statistik for eneste gang registrerede flere end 13 mio. campingovernatninger. Både 2021 og 2022 har således afveget kraftigt fra den triste statistik fra 2012-2020, hvor tallet var nogenlunde konstant lige omkring de 11 mio. overnatninger.

Branchen kunne dog sagtens år på år sætte overnatningsrekorder ligesom andre turismekategorier, hvis virksomhederne ikke var i en bureaukratisk spændetrøje, lyder budskabet fra Martin Gertz Andersen.

”Man har fra politisk side lagt låg på branchens potentiale med et campingreglement, som er så rigidt, at det er umuligt for branchen at følge med efterspørgslen og ønskerne fra gæsterne. Det er en skam, for både danskere og udlændinge vil gerne forene ferie og skønne naturoplevelser, som Danmark tilbyder,” siger han, og tilføjer:

”Skal regeringen indfri ambitionerne i den nationale turismestrategi og løfte antallet af turismeovernatninger, så kan campingbranchen sagtens bidrage. Men det kræver, at man får øjnene op for potentialet i virksomhederne i stedet for at stå fast på de utallige benspænd, der lige nu har ophobet sig i den nuværende regulering af erhvervet. Det kræver en ændring af de nuværende love, der regulerer campingerhvervet”, siger Martin Gertz Andersen.

Endnu en kommune vil have styr på autocampere

I Vejle Kommune vil politikerne have autocampister til at parkere på pladser, der er forbeholdt dem. Det er dog ikke den store regelbog, der findes frem, men snarere tanker om mere plads og selvbetjening.

Log ind