Af Jannick Nytoft, adm. direktør i HORESTA

Sjældent er et folk blevet omgærdet af hjertevarme som det ukrainske bliver det i disse dage.

Viljen til at hjælpe millioner af fortvivlede mennesker væk fra Putins krigsmaskine er så enorm, at frivillige og hjælpeorganisationer næsten går i vejen for hinanden ved Polens grænse til Ukraine.

Herhjemme er de første flygtninge begyndt at ankomme med deres få ejendele. I de fleste tilfælde hjulpet hertil af familie og venner, men i løbet af de kommende uger og måneder vil mange tusinde af deres landsmænd følge efter.

Når ukrainerne ankommer, handler det selvfølgelig først og fremmest om at give dem husly. De skal finde sig til rette i de nye omgivelser og i det, der er deres nye hjemland – for en periode eller for resten af livet.

Derefter skal både børn og voksne have så normal en hverdag som overhovedet muligt. Det er og bliver den bedste måde for dem at komme ovenpå og videre efter de traumatiske oplevelser.

Heldigvis er velviljen stor fra Folketingets partier til at give ukrainerne særstatus, så de hurtigt kan blive en naturlig del af det danske samfund. Der tegner sig et stort flertal for særloven, som Folketinget skal behandle i dag.

Næste skridt er så at sikre så smidig en overgang til arbejdsmarkedet for alle de voksne flygtninge, der både kan og vil. Her står mange erhverv klar med åbne arme, og hotel-, restaurant- og turisterhvervet er et af dem.

Vi har gennem årtier integreret hundredtusindvis af nye danskere på arbejdsmarkedet og ved derfor alt om, hvad det kræver og indebærer. Store dele af vores erhverv er i forvejen arbejdspladser med en stor andel af international arbejdskraft.

Men når særloven er vedtaget står og falder succesen for hurtig integration af de ukrainske flygtninge med, hvordan vi sikrer en succesfuld overgang fra flygtningestatus til aktiv på det danske arbejdsmarked. Der skal etableres et system, hvor ukrainernes kompetencer hurtigt afdækkes, og der skal samtidig etableres et system, der kan sikre match mellem dem og deres kommende arbejdsgiver.

Alternativet er alt for mange ulykkelige oplevelser for mennesker, som i forvejen har haft så rigeligt at kæmpe med de seneste dage og uger.

80.000 ledige hoteljobs i USA

USA’s hotelbranche kæmper for at skaffe flere medarbejdere, i år forventes ansat 45.000 nye. Manglen på arbejdskraft tvinger lønningerne op, det kan betyde dyrere hotelovernatninger.

Log ind