Indlæg af Kirsten Munch Andersen, politisk direktør HORESTA. Indlægget er også bragt i Jyllands-Posten.

Behold medarbejderne på lønningslisten og få kompenseret en del af deres løn. Det er den korte beskrivelse af den lønkompensation, som dansk erhvervsliv første gang blev gjort bekendt med den 14. marts 2020. Det blev dengang også besluttet, at de hjemsendte medarbejdere ikke måtte arbejde i virksomheden – end ikke for den andel af lønnen som virksomheden betaler. Det skal ændres nu.

Lønkompensationen var altafgørende for mange virksomheder og medarbejdere i turisme- og oplevelseserhvervet i krisens start. De første måneder var der flere end 60.000 ansatte i erhvervet på ordningen. Næsten et år er gået, Coronakrisen er her stadig, og lønkompensationen er mere afgørende end nogensinde for turisme- og oplevelseserhvervet. Stort set halvdelen af dem, der får lønkompensation er ansat i netop dette erhverv.

Men virkeligheden er en anden. Virksomhederne har mistet deres omsætning og tabt rigtig mange penge. Derfor er tiden er løbet fra de vilkår, som lønkompensationen bygger på.

Havde virksomhedsejerne kunnet se ind i fremtiden, så var der mange, der havde truffet andre beslutninger. De ville have bidt smerten i sig og sagt farvel til de mange betroede kernemedarbejdere, i stedet for gennem et år at betale en stor del af deres løn uden at have omsætning til at kunne dække lønudgiften.

Den regning, som virksomhederne har været udset til at skulle betale, er blevet alt for stor.

Med de nuværende kompensationsordninger forgælder alt for mange virksomhederne sig dag for dag, og der er hverken likviditet til eller forretning i at betale hjemsendte ansatte. Men lige nu er virksomhederne låst i lønkompensationsordningen. De kan ikke komme ud af ordningen for at nedbringe deres omkostninger uden at de får en regning for den del af lønkompensationen, som staten har betalt. Med andre ord, er de tvangslukkede virksomheder fanget i en gældsspiral.

Virksomhederne har brug for svar på, hvornår medarbejderne igen kan komme i arbejde. Og vi skal huske, at selvom forretningerne kan åbne, så lempes restriktionerne ikke. Der er fortsat brug for lønkompensation. Men den skal gentænkes.

Når virksomhederne betaler en andel af medarbejdernes løn, skal de også have mulighed for at benytte deres medarbejdere i den tid, de betaler for. Ingen vinder ved den nuværende løsning, hvor medarbejderne er hjemme og mange mistrives, mens risikoen vokser for, at der slet ikke er en arbejdsplads at vende tilbage til.

I dag kan virksomhederne få kompensation for faste udgifter til for eksempel husleje, og de kan fortsat bruge deres bygninger. Vi mangler et godt svar på, hvorfor lønkompensationen ikke kan gøres mere fleksibel – ellers er eneste alternativ, at lønkompensationen fremad skal dække hele lønnen for de hjemsendte medarbejdere.