Aftenens aftale om yderligere genåbning af det danske samfund er en af de bedste nyheder for turisme- og oplevelseserhvervet i lang tid efter 16 måneder, hvor langt de fleste nyheder har været dårlige.

Sådan lyder reaktionen fra HORESTA oven på nattens forlig om genåbning.

”Det er rigtig positivt, at politikerne har lyttet til vores budskaber og nu lemper på en række af de restriktioner, som har gjort det utrolig svært for mange i vores erhverv at tjene penge. Nu åbnes døren til vores erhverv mere op, og det vil helt sikkert få mange oplevelseshungrende danskere til at gå mere ud. Det glæder vi os til”, siger Jan Vinther Laursen, der er formand for HORESTA.

Han er dog langt fra tilfreds med, at kravet om coronapas i turisme- og oplevelseserhvervet overlever henover sommeren.

”Stort set alle over 50 år er nu vaccinerede første gang, og det samme gælder de sårbare grupper. Det giver ingen mening at blive ved med at fastholde kravet om coronapas, der er en meget dyr og helt overflødig barriere for at skabe omsætning i vores erhverv. Det har blokeret for meget af den impuls og spontanitet, som er afgørende for branchens lønsomhed”, siger Jan Vinther Laursen.

Kravet om coronapas kostede alene i maj restauranter og barer en omsætning på 1 milliard kroner.

Positive elementer

På den positive side betyder det politiske forlig blandt andet, at restauranter og barer fra på fredag må holde åbent og servere alkohol til kl. 24. Fra midten i juli udvides reglen til kl. 02. Samtidig hæves det indendørs forsamlingsforbud til 250 pr. 1. juli, kravet om mundbind forsvinder fra på mandag, afstands- og arealkrav forsvinder for restauranter og barer den 1. juli, og nattelivet genåbner med krav om coronapas fra den 1. september.

”Når man ser bort fra det fortsatte krav om coronapas, får vi med forliget nu langt bedre mulighed for at tjene vores egne penge efter 16 måneder, hvor vi helt eller delvist har måttet kæmpe i forreste række mod coronaen og har haft mere end svært ved at skabe omsætning”, siger Jan Vinther Laursen.

Turisme- og oplevelseserhvervet tabte alene i 2020 over 40 milliarder kroner i omsætning.

I næste uge skal der forhandles om yderligere grænseåbning, og her opfordrer HORESTA blandt andet til, at der blandt andet indføres gratis test i forbindelse med indrejse til Danmark.

Her til morgen var HORESTAs formand, Jan Vinther Laursen, i Go' Morgen Danmark, politisk direktør, Kirsten Munch, var i TV-Avisen, og politisk chefkonsulent, Kristian Nørgaard, var på TV2 News med ovenstående budskaber.

 

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne