(Pressemeddelelsen blev sendt ud umiddelbart efter regeringens pressemøde fredag eftermiddag)

HORESTA er uforstående over for, at det endnu engang er restauranterhvervet, som skal holde for i kampen mod smittetrykket – mens uddannelsesinstitutioner, arbejdsliv og fritidsliv med statsministerens egne ord kan fortsætte.

Det siger HORESTA i en reaktion på, at regeringen i dag meddelte, at restauranter og barer over alt i landet fra lørdag kl. 12 skal lukke kl. 22 samt bliver pålagt krav om mundbind til såvel gæster som personale.

”Vi savner dokumentation for, at det er restauranterhvervet, som har fået smittetrykket til at stige. Myndighederne har selv påpeget, at det er private fester og events, der har udløst de større smittekæder, og smitten er nu udbredt over hele samfundet. Jeg er alvorligt bange for, at man har grebet fat i det forkerte værktøj for at slå smittetrykket ned,” siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i HORESTA.

Hun nævner som eksempel, at det nu blandt andet er almindelige spiserestauranter med bordservering, som står forrest i kampen mod corona. Her skal gæsterne nu bære mundbind, når de bevæger sig rundt, og restauranterne skal lukke kl. 22. Disse nye krav pålægges ud over, at restauranterhvervet allerede er pålagt restriktioner om begrænsning i antal gæster i lokalet og krav om afstand på 1 meter mellem selskaber.

Brug for hjælpepakker

HORESTA mener, at beslutningen om at skrue yderligere op for restriktionerne på landets restauranter og barer bør udløse nye hjælpepakker til erhvervet hurtigst muligt.

”Branchen retter selvfølgelig ind, når vi bliver bedt om det. Men der er tale om virksomheder, som snart ikke kan tage flere stød. Derfor er der akut brug for hjælpepakker – alternativet vil være en massiv konkursbølge over de kommende måneder,” siger Kirsten Munch.

Restauranterhvervet var lukket ned i lidt over to måneder henover foråret. Siden har omsætningen i gennemsnit ligget på 60-70 procent af det normale. Mange har klaret sig igennem takket være hjælpepakker, men de udløb efter sommerferien. Med indførelsen af de nye restriktioner, vurderer HORESTA, at omsætningen ryger under 50 procent af det normale.

”Vi står lige nu helt uden hjælp. Halvdelen af den normale omsætning vil være væk, og vi aner ikke, hvad vi kigger ind i. Vi er blevet bedt om at vise samfundssind, og det har virksomhederne i den grad gjort. Trods hjælpepakker har mange restauranter sat flere millioner kroner til henover foråret og sommeren. Der må være grænser for, hvor mange byrder vi skal bære på fællesskabets vegne uden at blive kompenseret,” siger Kirsten Munch.

HORESTA udsendte søndag aften pressemeddelelse som reaktion på aftalen om hjælpepakker til restriktionsramte virksomheder. Læs historien her.

Log ind