Krisen har varet længe. Det ser man tydeligt på egenkapitalen hos virksomhederne i turisme- og oplevelseserhvervet. Men selvom der er vedtaget en række hjælpepakker siden slutningen af august, så mangler pengene stadig at komme ud til erhvervets hårdt ramte virksomheder.

HORESTA kalder det dybt kritisabelt, og organisationen har sendt en række forslag til regeringen, som kan hjælpe landets hoteller og restauranter m.m. Overskriften er ”Her og nu-hjælp”, for det er ikke gratis at vente på kompensation, fortæller Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA, her til morgen til TV Avisen.

”Når virksomheder på fjerde måned ikke har modtaget den hjælp, som de er blevet lovet, så er konsekvensen desværre at endnu mere personale skal afskediges. Hjælpepakkerne er helt afgørende for virksomhedernes overlevelse – og pengene skal ud til erhvervet nu,” siger Kirsten Munch.

Der blev i aftes åbnet for ansøgning til dele af hjælpepakkerne for september og oktober, mens hjælpepakken fra den 27. okt. stadig ikke er mulig at søge. Læs mere her.

HORESTAs ”Her og nu-pakke”

  • TILBYD MELLEMFINANSIERING

Indtil kompensations- og støtteordningerne kan komme til udbetaling har mange virksomheder store likviditetsproblemer. I denne periode bør finansieringsinstitutterne sikre mellemfinansiering med rimelige og fordelagtige betingelser. Bankerne må træde til og udvise ’samfundssind’ ved ikke at stille urimelige krav eller høje renter. Eventuelt ved at staten stiller garanti for mellemfinansieringen.

  • EKSPRES-UDBETAL HJÆLPEN

Når støtteordningerne er godkendt og udmøntet, skal der foretages straksudbetaling af hjælpen på samme vis, som Erhvervsministeriet meddelte den 29. april i forbindelse med lønkompensationsordningen og kompensationsordningen for selvstændige. Her valgte man at udbetale på baggrund af ansøgningen og ikke at gennemføre en egentlig afprøvning af, om virksomheden faktisk var berettiget til det ansøgte beløb inden støtten blev udbetalt. På samme måde skal hjælpen ud til virksomhederne nu, og den egentlige afprøvning af, hvad virksomheden er berettiget til udskydes og efterreguleres.

  • BETAL OFFENTLIGT PLANLAGTE ARRANGEMENTER

På møde- og konferencesteder er ordrebøgerne tomme. Planlagte arrangementer er aflyst, og ingen ønsker at booke nye arrangementer, da restriktioner og anbefalinger spænder ben. Offentlige aktører står for en væsentlig del af aflysningerne. Fra august til december har Nyborg Strand, Vingstedcentret, Danhostel og BC Hospitality Group fået afbestillinger på samlet set 48 mio. kr. fra offentlige aktører. Offentlige aktører skal fastholde deres booking og afholde omkostningerne uagtet, at mødet eller konferencen ikke finder sted. Pengene er afsat på de offentlige budgetter.

  • LEJ HOTELVÆRELSER TIL STUDERENDE, ISOLATIONSFACILITETER M.V.

Størstedelen af landets hotelværelser står i øjeblikket tomme. Staten skal leje eller understøtte leje af værelserne til brug for f.eks. midlertidige studieboliger og isolationsfaciliteter ifm. COVID-19. Der er allerede gjort forsøg med udlejning af hotelværelser til studerende, men de studerendes betaling kan ikke dække omkostningerne. I København er omkostningen per værelse i gennemsnit 14.000 kr. per måned og hertil kommer, at der er et ekstraordinært slid på værelset når det bruges til beboelse.

  • LEJ KONFERENCE- OG MØDELOKALER TIL SKOLER, UDDANNELSESINSTITUTIONER M.V.

Smittetrykket er højt og stigende særlig blandt børn og unge. Mange skoler og uddannelsesinstitutioner over hele landet sender klasser hjem og lukker skoler ned. Staten skal leje eller oprette en pulje, som kommunerne kan søge til at leje møde- og konferencelokaler som erstatning for undervisningslokaler. Det gør det muligt at bruge tomme møde- og konferencelokaler til at opretholde undervisning med mulighed for større afstand.

  • MÅLRET FERIEPENGENE GENNEM ET OPLEVELSESFRADRAG

3 ugers feriepenge er udbetalt for at sikre genstart af dansk økonomi. Men pengene går udenom de hårdest ramte brancher, der er hårdt ramt af grænselukninger, lukketider og andre restriktioner. Der skal indføres et oplevelsesfradrag efter samme model som håndværkerfradraget. Håndværkerfradraget holdt hånden under danske håndværksvirksomheder efter finanskrisen, nu kan et oplevelsesfradrag holde hånden under oplevelsesvirksomheder, herunder restauranter, caféer, campingpladser, vandrehjem, hoteller, attraktioner, forlystelsesparker, teatre, koncertsteder m.v i den nuværende krise.

Log ind