Af Jan Vinther Laursen, formand, HORESTA

(denne blog er også bragt som kronik i dagbladet Børsen i dag)

Eufori over de første kram. Spontan glæde over det første smagsforførende måltid på en i umindelige tider. Skumsprøjt fra fadøl over hovederne på ellevilde fodboldfans og hujen fra glade rutsjebanegæster.

Danskerne har fået (det meste af) friheden tilbage, og det har den seneste måned skabt en overskudsagtig energi, som vi skal mange år tilbage for at genfinde.

I hotel-, restaurant- og turisterhvervet er glæden over genåbningen af Danmark mindst lige så stor. I 16-17 måneder har vores erhverv stort set uden afbrydelser været lukket ned. Nogle virksomheder har bogstaveligt talt haft døren låst siden marts 2020. De fleste andre har haft perioder med tvangslukninger og perioder med frivillig nedlukning, men på intet tidspunkt en periode uden snærende restriktioner. Sådan er det desværre stadigvæk.

29 milliarder i tabt omsætning

Prisen har været et omsætningstab på 29 milliarder kroner alene i hotel- og restauranterhvervet, og selv om vi er blevet understøttet af diverse hjælpepakker, har de langt fra kompenseret det enorme tab, vi som branche har lidt.

Konsekvensen har været øget gældsætning – både til det offentlige og private – samt en likviditet, der presser mange virksomheder til det yderste.

På et tidspunkt hvor sol, sand og softice får øget opmærksomhed, og i en fase hvor mange tænker, at nu har vi lagt coronakrisen bag os, er der fortsat en meget stor politisk opgave i at få genskabt en naturlig balance og en styrket konkurrencekraft i turisme- og oplevelseserhvervet.

Sundhedskrisens jerngreb

En vigtig faktor i den forbindelse er, at vi som samfund meget snart frigør os fra sundhedskrisens kvælende jerngreb.
Vi har nu så mange vaccinerede danskere, at hverdagen, som vi kendte den før krisen, kan begynde at indfinde sig igen. En hverdag, hvor coronaen stadigvæk er under observation, men hvor danskerne kan slippe fri af tæt på halvandets års kriseberedskab, og en hverdag, hvor virologerne kan få til at holde lidt mere fri.

Dansk Europarekord

En anden faktor handler om at skubbe bag på erhvervets væksttog for at få det op i fart. Det vil betyde, at vi hurtigere kan få omsætningen tilbage på før-krise-niveau og dermed bidrage til de offentlige kasser. Genvejen dertil bør være en sænkelse af momsen i hotel- og restauranterhvervet – som minimum for en periode.

Normalt er Europarekorder af det gode. Men at Danmark i årtier har haft Europas suverænt højeste momssats har tvunget vores konkurrencekraft i knæ og dermed vores muligheder for at øge vores årlige eksportindtægter på turisme fra de knapt 60 milliarder, et coronafrit år kaster af sig.

Under coronakrisen er vores konkurrenceevne blevet yderligere udhulet, fordi en meget stor del af de europæiske lande permanent eller midlertidigt har sænket deres moms på overnatning og bespisning. Tyskland og Norge er gode eksempler. Syd for grænsen skal en turist betale 7 procent i moms for både overnatning og bespisning. I Norge 6 procent for overnatning og 15 procent for bespisning. En overnatning til 1.000 kroner eksklusiv moms er med andre ord 180-190 kroner billigere i vores nabolande, når momsen er lagt på, end den er i Danmark. Det er svært at konkurrere med.

Mangel på arbejdskraft

Et tredje afgørende vilkår for at genskabe balancen i turisme- og oplevelseserhvervet er at sikre os adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Siden genåbningen har vi stået i en paradoksal situation: Til trods for at omsætningen i hovedparten af erhvervet fortsat er lav, er manglen på arbejdskraft enorm, og faktisk er situationen nu endnu værre end før krisens udbrud, hvor den ellers var slem nok.

Når virksomheder i vores branche søger arbejdskraft lykkes det ikke i 1 ud af 3 tilfælde at finde en egnet kandidat, og konsekvenserne af dette er enorme. 40 procent af restauranterne og 30 procent af hotellerne beretter, at det har direkte indflydelse på deres muligheder for at skabe omsætning.

Det må og skal håndteres. Det er jo helt absurd, at mens vi som branche har stået forrest i kampen mod coronaen og ”taget én for holdet”, er vores arbejdskraft forsvundet. Nogle til podecentre, andre til øvrige erhverv, og den udenlandske arbejdskraft er rejst hjem.

Turisme- og oplevelseserhvervet er i fuld gang med at ryste halvandet års krise af os. Men inden vi kan trykke speederen helt i bund og deltage fuldt ud i den sprudlende, danske sommerglæde, er der hårdt brug for, at politikerne justerer tændingen og fylder ny olie på turisme- og oplevelseserhvervets ellers toptunede vækstmotor.