Det er i strid med EU-retten, når Danmark stiller krav til udenlandske turister om, at de som minimum skal booke seks overnatninger for at komme til Danmark.

Det vurderer et af Danmarks førende advokathuse, Horten, i et responsum. Det er HORESTA, som har bedt Horten vurdere det EU-retslige grundlag for 6 dages-reglen.

”Vil du begrænse den fri bevægelighed, kræver det et fagligt belæg, og det har regeringen ikke haft. 6 dages-reglen er politisk og ikke medicinsk begrundet. Derfor er den ikke forenelig med EU-retten”, siger partner i Horten, Andreas Christensen.

Han mener, at Danmark potentielt kan blive trukket for EU-Domstolen.

6 dages-reglen blev indført i forbindelse med, at Danmark åbnede grænserne mod Tyskland, Norge og Island, og den vil gælde, når grænserne mod hovedparten af det øvrige EU, Storbritannien og de øvrige Schengen-lande bliver genåbnet på lørdag den 27. juni.

Reglen betyder, at det er stort set umuligt for hotelbranchen at tiltrække udenlandske turister. Kun fire procent af de udenlandske turister overnatter seks gange eller mere, når de bor på hotel i Danmark. Derfor er der ikke udsigt til, at den kommende grænseåbning kan rettet bare lidt op på hotelbranchens sommer.

HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, påpeger, at EU-Kommissionen også meget klart har markeret, at hvis man skal bremse EU’s fri bevægelighed, skal det baseres på objektive sundhedsdata.

Nu opfordrer hun endnu engang regeringen til at ophæve reglen.

“Regeringen har åbnet grænserne ud fra objektive, sundhedsfaglige kriterier, men når man samtidig stiller hindringer op, som reelt gør, at der stadig ikke kommer internationale hotelgæster til landet, så er vi lige vidt. Med afsæt i EU-Kommissionens udmelding og vurderingen fra Horten, opfordrer vi på det kraftigste regeringen til omgående at ophæve reglen,” siger hun.

Siden februar har den danske hotelbranche været tvunget helt i knæ på grund af nedlukningen af landet. Hotellerne har ikke været tvangslukket, men halvdelen har i flere måneder frivilligt lukket forretningen ned. Kun hjælpepakker har forhindret en bølge af konkurser og tusindvis af fyringer i branchen. Men når hjælpepakkerne nu udfases, frygter HORESTA, at det får store konsekvenser.

”I øjeblikket sælger vi mellem 8 og 15 procent af værelserne, og det er selvfølgelig helt uholdbart i en periode, der burde være højsæson for store dele af branchen. Derfor er det nu, der er brug for politisk handling og ikke om tre eller fire uger, for slet ikke at tale om måneder, hvis tusindvis af danske arbejdspladser skal reddes”, siger Katia K. Østergaard.

Aalborg-hotel skifter ejer efter millionhandel

Erhvervsmanden Christian Lindberg Olsen fra Skive har købt hotellet af de tre investorer Christian Abildgaard, René Sørensen og Jan Kjær gennem deres fælles investeringsselskab Blokhusdk ApS

Log ind