2019 vil stå tydeligt i historien som et ’klimaår’, hvor der kom et globalt fokus på, hvordan vi forbruger klodens ressourcer. Der er ingen tvivl om, at vi alle har et ansvar for konstant at tænke, hvordan vi kan leve og drive virksomheder på nye og mere bæredygtige måder.  Nu går vi ind i 2020, som bliver et år for klimahandling.

I HORESTA ser vi frem til arbejdet med at sikre turisme- og oplevelseserhvervets fortsatte position som grøn frontløber. 

Store resultater 

Man kan ikke lade være med at glæde sig, når man ser tilbage på gastronomiens bedrifter det forgangne år. Bocuse d’Or-guldet til Kenneth Toft-Hansen og assistenten Christian Wellendorf sætter to streger under, at dansk gastronomi er i en klasse for sig.

Og hvis det ikke var nok, så hyldede World’s 50 Best Restaurants både Noma og Geranium med top 5-placeringer. Desuden har Danmark verdens næstbedste sommelier samt Nordens bedste tjener og tjenerelever. Og læg hertil et historisk højt antal Michelin-stjerner.

Konkurrenterne kommer

Erhvervet er vidner til en intensiveret konkurrencesituation med en øget professionalisering på tværs af erhvervet. Der er rekordmange spisesteder, og værelseskapaciteten på hotelmarkedet vokser i et historisk tempo. Her er det vigtigt, at vi som branche står sammen, når virkeligheden forandrer sig, og konkurrencesituationen bliver en anden.

I HORESTA er vi optagede af at bidrage til de bedste rammevilkår for hele erhvervet. Og det vil vi også være i 2020. I det kommende år skal vi blandt andet forhandle erhvervets overenskomst, som er af afgørende betydning for branchens virksomheder.

Desuden vil vi fortsat kæmpe for erhvervets interesser, hvad angår regulering af afgifter og skatter, regler for persondata (GDPR), fair konkurrence i forhold til både privat udlejning, udbud af arbejdskraft og meget mere.

Vi kærer os om et erhverv, som tager ansvar, skaber arbejdspladser og omsætning i hele Danmark med respekt for klimaet og i samspil med danskerne.

Til slut vil jeg gerne sende en stor tak til medarbejderne i HORESTA for deres dedikerede indsats og engagement det forgangne år.

På HORESTAs vegne vil vi gerne ønske alle medlemmer og jeres familier et lykkebringende nytår. Vi håber at se mange af jer, når HORESTA fejrer vores adm. direktør, Katia K. Østergaards, 50-års fødselsdag den 9. januar på Copenhagen Marriott Hotel kl. 15.00-17.30.

Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde i 2020. 

 

Jens Zimmer Christensen

Formand, HORESTA

HORESTA advarer mod turistskat i København og Aarhus

Regeringen overvejer ifølge forlydender en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus samt en afgift på krydstogtskibe. HORESTA advarer om, at en ny afgift vil gøre Danmark mindre attraktivt for både internationale og danske gæster.

HORESTA advarer mod plan om turismeskat

Ifølge Børsen vil regeringen indføre en turismeskat på 20 kroner pr. overnatning i København og Aarhus. HORESTA kalder forslaget den forkerte vej for et erhverv, der skaber eksportindtægter, arbejdspladser og store skatteindtægter til Danmark.

Fyn får bedste turismehalvår i flere år

Fyn og Øerne nåede 1,58 mio. overnatninger i første halvår af 2026, hvilket er 4,6 pct. flere end året før. Fremgangen ligger over landsgennemsnittet og mærkes især på hotellerne, mens Odense har vækst i både ferie og erhvervsturismen.

Log ind