Jens Zimmer Christensen takker i dag af som formand for HORESTA efter 12 år på posten og 20 år i bestyrelsen ved et repræsentantskabsmøde på Vingsted Hotel & Konferencecenter. Hotel- og restaurantbranchen er hårdere ramt af krisen end noget andet erhverv. Men den mangeårige brancheformand bruger alligevel positive vendinger, når han nu gør status.
”Det er en branche, der er hårdt ramt, men det er også en branche, der er sejlivet og professionel. Her giver man ikke bare op, og det er foreløbig færre medlemmer end forventet, der har måttet dreje nøglen om,” siger Jens Zimmer Christensen, der begyndte sin karriere indenfor shipping.
Karrieren tog ham på udstationeringer til Australien, USA og Hongkong, og det var netop med base i Hong Kong, at han i forbindelse med en fåretransport til Iran i 1979 pludselig kom i klemme, da revolutionen var under opsejling.
”Jeg var der lige en uge før, at shahen forlod Teheran. Jeg sov på skibet, og da jeg dagen efter skulle køres til lufthavnen, endte jeg i stedet på agentens kontor, hvor et par bevæbnede typer ventede på mig. De ville have mig til at underskrive nogle papirer, men i min naivitet nægtede jeg og endte lykkeligvis i lufthavnen, hvor tog jeg det første fly ud af landet. Jeg tror, jeg endte i New Delhi.”
Jens Zimmer Christensen smiler. Oplevelserne har været mange. Det samme har erfaringerne. Og han satte sig da netop også i formandsstolen for HORESTA med et ønske om at skabe en samlet branche.
”Med erfaringerne kommer også bevidstheden om, at intet er sort eller hvidt. Branchen er gennem årene blevet mere professionel. Medlemmerne er simpelthen blevet fagligt dygtigere, men der er også en bevidsthed om, at vi rykker meget mere ved at stå sammen.”
Sådan har det nemlig ikke altid været, husker formanden.
”Tilbage i 1994 kunne traditionelle restauranter og fastfood-steder dårligt være i stue sammen endsige hoteller og restauranter. Det lyder mærkeligt, når jeg siger det nu, men dengang var man sig selv nærmest. I dag er det gået op for alle, at tingene hænger sammen i en fødekæde, hvor alle står stærkere med flere tilbud,” siger Jens Zimmer Christensen og understreger, at branchen også i fremtiden vinder ved at tilbyde varierende oplevelser.
Han nævner, at internationale såvel som danske gæster måske begynder sommerferien med et par dage på Roskilde Festival for så at tage et ophold i hovedstaden og derefter mødes med familie eller venner på en campingplads eller et hotel ved kysten. Undervejs nyder de både godt af gourmet og fastfood.
”Der, hvor branchen er lige nu, er netop et udtryk for en mangfoldighed, hvor man supplerer hinanden. Hvis vi dyrker konflikterne herunder de geografiske fremfor mangfoldigheden, er det lig med en langsom død, og det er vigtigt, at vi som branche forstår det”.
(artiklen fortsætter under billedet)
En god forretning
At samarbejde er dog langt fra det samme som altid at være enig, understreger Jens Zimmer Christensen. Og det var netop uenighed, der førte ham ind i bestyrelsesarbejdet.
”Jeg kom med indvendinger til et forslag, jeg ikke brød mig om, og inden jeg fik set mig om, var jeg valgt ind i bestyrelsen. Den er nok den klassiske måde at lukke munden på folk. Man giver dem et ansvar, for så kan de selv se, hvor sjovt det er.”
At Jens Zimmer Christensen pludselig sad i en bestyrelse, der repræsenterede hotel- og restauranterhvervet var et tilfælde på mere end én front. For det var ikke umiddelbart en del af planen, at shippingmanden overhovedet skulle være hoteldirektør.
”At jeg drev Hotel Maritime var i begyndelsen en midlertidig ting. Det var en del af et større projekt. Og mange spurgte da også, hvad pokker jeg lavede der,” siger han og fortæller, at folk dog hurtigt stoppede med at spørge.
”For det viste sig jo, at hotellet gik hen og blev en god forretning.”
For at tiltrække gæster besluttede Jens Zimmer Christensen sig for at sælge værelser gennem den daværende værelsesanvisning. For at gøre det, skulle man dengang dog lige være medlem af Hotelværtforeningen. Og for at det kunne lade sig gøre, skulle man tegne et medlemskab af HORESTA.
”Den form for ’hvervning’ var ikke gået i dag, men jeg blev medlem og fik overenskomst, før det egentlig var gået op for mig, hvad det hele gik ud på. Det blev jeg så siden klar over.”
Ikke stå på ølkasser
I dag er overenskomster genstand for mange overvejelser og ikke kun i forbindelse med forhandlingerne ved fornyelse, fortæller han.
”Jeg går i den grad ind for den danske model og har svært ved at få øje på bedre alternativer. Produkterne udvikler sig imidlertid hurtigt og ændrer sig med ønsker om fleksibilitet - også fra de ansatte - i et tempo, hvor overenskomsterne har svært ved at følge med.”
Det er ikke altid et enkelt produkt, HORESTA sælger, mener Jens Zimmer Christensen.
”Vi bliver ikke målt på et økonomisk overskud lige som medlemmernes virksomheder. Vi bliver målt på medlemstilfredshed, og det kan være en svær størrelse. At argumentere over for et medlem at uden HORESTA havde en given udfordring været endnu mere alvorlig, sælger ikke altid billetter, selv om det er sandt.”
Det stiller store krav til en forening.
”Vi skal være synlige, men vi skal ikke stå på en ølkasse,” siger han og tilføjer, at man skal være troværdig og agere seriøst for at påvirke en dagsorden.
”HORESTA tilbyder viden og rådgivning, der er specifikt målrettet oplevelseserhvervet, og det har branchen haft brug for under krisen, og det vil den også have i fremtiden,” siger den tidligere formand og fortæller, at det har været interessant at se, hvor mange der pludselig flokkes om at repræsentere erhvervet.
”Engang var turisme, oplevelser og HORESTAs virke ikke del af paratviden hos politikerne. Det er det nu,” siger han med en optimisme, der præger hans syn på fremtiden.
”Når det så er sagt, er en forening ikke et politisk parti. Vi skal kunne samarbejde med den til enhver tid siddende regering.”
Jens Zimmer Christensen roser medarbejderne i HORESTA for at have skabt resultaterne, og han er stolt over at have været med på rejsen.
”Hotel- og restaurationsbranchen er en del af en vækstbranche. Det var vi før, og det bliver vi igen. Vi er ikke tilbage på nul komma fem. Men tilbage dét kommer vi,” siger Jens Zimmer Christensen, der ikke går på pension lige med det samme. Han vil nemlig fortsætte med at præge branchen på europæisk plan gennem sine internationale poster som formand for HOTREC og Hotelstars Union.
Læs den fulde artikel i det kommende nummer af VISITOR eller på visitormagazine.dk
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Engelsk i servicebranchen bliver stadig mere udbredt i København
03-10-2024
-
Populær københavnsk restaurant-kæde går konkurs
03-10-2024
-
Salg af ejendom sikrer opgradering af Benniksgaard Hotel
03-10-2024
-
VisitData kræver kompetenceløft hos mindre destinationer
03-10-2024
-
September-rekord i Københavns Lufthavn
03-10-2024
-
Ny ledelse på Vejrø Resort skal sikre fortsat vækst
03-10-2024
-
Priserne på luksushoteller stiger globalt
03-10-2024
-
Restaurantchef søges til Tangkroen med "VILD løn"
03-10-2024