HORESTA er tilfreds med den politiske aftale om genåbning, men ønsker at få fjernet en række af de restriktioner, som turisme- og oplevelseserhvervet er underlagt.

”Vores erhverv består af professionelle virksomheder, som er vant til at håndtere og styre gæstetrafik og sætte sikkerheden højt. Det giver ingen mening, at de både skal være underlagt krav om coronapas og samtidig en stribe af restriktioner,” siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i HORESTA.

Meget store dele af turisme- og oplevelseserhvervet kæmper for at komme i gang igen i forbindelse med genåbningen af landet. Men coronarestriktionerne spænder ben for meget aktivitet. Enten fordi virksomhederne fortsat er nedlukkede, eller fordi restriktionerne forhindrer, at der kan komme tilstrækkelig økonomi i forretningen.

Det er alle dele af turisme- og oplevelseserhvervet, der er ramt. Fra restauranter og hoteller til kasinoer, møde-, messe- og konferencecentre, nattelivet, spille- og bankohaller, campingpladser, forlystelsesparker, vandrerhjem m.v.

Uden faldskærm

”De hårde restriktioner gør det umuligt for os at få gang i omsætningen igen, og når regeringens eksperter samtidig lægger op til at udfase hjælpepakkerne fra den 1. juli, smider man store dele af erhvervet ud i det fri uden faldskærm. Det er urimeligt at forvente eller forlange, at vores medlemsvirksomheder skal kunne overleve på egen hånd, når staten lægger så store begrænsninger på driften,” siger Kirsten Munch.

Hun påpeger, at konsekvensen af de fortsatte restriktioner er, at aktiviteterne blot flytter andre steder hen.

”Vi så det sidste år, og vi vil se det igen nu. Danskerne holder ikke op med at jagte de gode oplevelser. Når de professionelle serveringssteder skal lukke, fortsætter festen under private rammer uden restriktioner og lukketid. Det samme gælder andre aktiviteter, som mere trygt ville kunne foregå i professionelle rammer,” siger Kirsten Munch.

Positive elementer

HORESTA er tilfreds med, at nattens politiske aftale afliver det omstridte krav om forhåndsbooking af restaurantbesøg, men understreger, at der er tale om at afskaffe en regel, der aldrig burde have været født. Samtidig er det vigtigt, at der med nattens aftale nu skal udarbejdes en plan for genåbning af nattelivet. Planen skal foreligge medio juni.

Med aftenens aftale er der nu også klare retningslinjer for genåbning af konferencer og messer. Her er HORESTA særligt tilfreds med, at aftalen fjerner kravet om, at gæsterne skal sidde på den samme plads under hele konferencen – også under spisning. Desuden er der tilfredshed med, at kvadratmeterkravet for messer justeres ned til fire, så det svarer til kravet i detailhandlen.

”Begge dele er imødekommelse af klare ønsker fra vores side. Også når det gælder afvikling af møder, konferencer og messer foregår aktiviteterne i trygge, professionelle rammer med krav om coronapas. Det, der er aftalt her, er udtryk for sund fornuft,” siger Kirsten Munch.

 

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne