Af politisk direktør Kristian Nørgaard, HORESTA

Hver anden gang et hotel eller en restaurant leder efter arbejdskraft, søger de forgæves. 

Nye tal viser, at i perioden fra marts til august i år endte 52 procent af alle rekrutteringsforsøg i vores branche forgæves. Det svarer til over 18.000 job, som det ikke lykkedes at besætte eller som måtte besættes af en anden profil, end den ønskede. 

Der er ikke noget at sige til, at frustrationen i vores erhverv har været – og hos mange fortsat er – meget stor.

På tværs af arbejdsmarkedet lå den forgæves rekrutteringsrate på 33 procent. Det er i sig selv et kæmpe problem. Men intet erhverv overgik hotel- og restauranterhvervet. Bygge- og anlægsbranchen følger efter med 49 procent og transporterhvervet med 40.

Fri af coronaens vinterkåbe

Lige nu er vores erhverv desværre optaget af mange andre udfordringer. Aflysninger af selskaber, hjemsendelser af medarbejdere, alt for lidt rejseaktivitet og frygt for nye restriktioner. Men om ganske få måneder må vi forvente, at vi som samfund igen kan vriste os fri af coronaens vinterkåbe, og her er der i ekstrem grad brug for, at virksomhederne kan få den rette arbejdskraft, hvis de skal kunne hente tabet på coronarestriktionerne hjem igen.

Derfor er der meget i høj grad brug for, at man politisk handler på problematikken. Hidtil er det mest blevet ved snakken.

Senest i går hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udtalte, at regeringen tager situationen meget alvorligt og derefter henviste til initiativer fra dette efterår, som vil sende lidt over 10.000 ud på arbejdsmarkedet.

Det er det på ingen måde nok. Slet ikke.

For det første trækker regeringens Arne-pension minimum et tilsvarende antal personer ud af arbejdsstyrken. For det andet viser opgørelsen over forgæves rekrutteringer, som er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdskraft og Rekruttering, at der i perioden fra marts til august i år samlet set var 157.000 forgæves rekrutteringer.

Dermed ikke være sagt, at behovet for arbejdskraft er i samme størrelsesorden. Men tallet illustrerer meget godt, hvor langt regeringen er fra at have løst bare en flig af den aktuelle udfordring. Det er dybt skuffende.

Brug for handling nu

Midt i en mørk tid for turisme- og oplevelseserhvervet har vi brug for, at der handles, så foråret og sommeren kan tegne lys. Kun med tilstrækkelig, kvalificeret arbejdskraft kan vores erhverv rejse sig igen oven på endnu en runde med restriktioner.

Det starter med erkendelsen af, at vi umuligt kan løse den aktuelle mangelsituation uden at åbne døren yderligere for udenlandsk arbejdskraft. Vi har brug for reformer, som får flere af de mange tusinde unge, som hverken er i job eller under uddannelse, i gang. Samtidig skal flere unge motiveres til at tage en faglært uddannelse, og endelig skal der hurtigt igangsættes en række konkrete initiativer, der modvirker, at ansatte i erhvervet straffes for at gøre en ekstra indsats. Det gælder særligt studerende og pensionister.

Efter genåbningen i foråret har der været fuldt tryk på kedlerne, og økonomer taler med rynkede bryn om frygten for overophedning.

Sådan er det bare på ingen måde i vores erhverv. Manglen på arbejdskraft har kostet vores erhverv mange millioner kroner i tabt omsætning, fordi vi er nødt til at sige nej til ordrer. En omsætning, vi har mere brug for end nogensinde før efter mange måneder med nedlukninger og hårde restriktioner.

Blandt andet fordi vi står tilbage med en ubetalt milliardregering til statskassen som følge af coronakrisens restriktioner.

Vi gik – og går fortsat – forrest i kampen mod corona. Det er ikke for meget forlangt, at man politisk på bagkant af den indsats giver os nogle fair vilkår at rejse os på igen, og her er adgang til kvalificeret arbejdskraft helt afgørende.

Webinar: Genvejen til international arbejdskraft

Mange virksomheder har udfordringer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere, men er du åben overfor at ansætte medarbejdere fra udlandet er der gratis hjælp at hente. Det kan du høre mere om på et webinar den 25. marts.

Log ind