HORESTA anerkender, at der kan være behov for at sætte ind med skærpede restriktioner for at mindske smittespredningen i hovedstadsområdet. Men organisationen er stærkt kritisk overfor, at de nye regler i vid udstrækning er rettet mod restauranter og barer.

”Myndighederne peger især på, at det er de uautoriserede private fester, som udgør en stor smittefare. På den baggrund undrer det, at man gang på gang lægger nye restriktioner ned over restauranter og barer frem for at stramme op over for piratfester og anden aktivitet, der foregår uden for professionelle rammer,” siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i HORESTA.

HORESTA skønner, at vil koste branchen mellem 100 og 200 millioner kroner, at restauranter og barer i hovedstadsområdet de næste fjorten dage skal lukke kl. 22.

”Det her kommer til at gøre rigtig ondt på virksomheder, som i forvejen er presset til det yderste. Hjælpepakkerne er udfaset, erhvervet er i forvejen underlagt en lang række restriktioner, og nu kommer der yderligere en tvangslukning oveni. Der er brug for, at man fra politisk hold hurtigst muligt sikrer kompensation til erhvervet”, siger Kirsten Munch.

Hun mener, at de nye restriktioner i vid udstrækning vil flytte fester og alkoholindtag ud fra professionelle og kontrollerede rammer og i armene på arrangørerne af piratfester, der ikke har styr på forsamlingsforbud, afspritning og afstand.

”De unge holder ikke op med at feste. Fremover foregår dansen bare i endnu højere grad under åben himmel eller i private rammer, hvor det er langt sværere at holde styr på smitten,” siger Kirsten Munch.

Log ind