Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Siden årsskiftet har Sunset Boulevard implementeret en række nye værktøjer i kædens 44 restauranter og testet et nyt bonussystem i 17 af restauranterne.

I stedet for at måle succes på gæsteantal og omsætning, måler og belønner Sunset Boulevard medarbejderne på baggrund af deres adfærd og den service, de giver gæsterne. Herunder om udleveringen var korrekt, betjeningen venlig og ventetiden acceptabel. Som led i vurderingen indgår ratings fra gæsterne via sms og rating-systemet Servicelovers, skriver kæden i en pressemeddelelse.

“I vores branche, og også traditionelt hos Sunset Boulevard, har vi fx et meget stort fokus på gæsteantal og omsætning og hylder restaurantmedarbejderne på baggrund af netop de parametre. Samtidigt ved vi jo godt, at der spiller en masse ind på tallene, som de reelt ikke har indflydelse på, fx beliggenhed, vejret og produkterne på menuen. Derfor har vi nu indført en mere relevant måde at motivere og måle på, hvor vi i stedet fokuserer på medarbejdernes adfærd. Resultater er vigtige, bevares, men det er den adfærd, der skaber resultaterne, medarbejderne har indflydelse på, og som er afgørende,” siger adm. direktør i Sunset Boulevard, Jens Broch.

Baseret på de samlede vurderinger på de nye måleparametre, som blandt andet også indebærer adfærd omkring renhold og fødevaresikkerhed, opnår restauranterne forskellig status. Den enkelte restaurants status afgør, om der kan udløses ekstra fordele for medarbejderne som tilskud til sociale arrangementer, bonus og 4-dages arbejdsuge.

De første medarbejderundersøgelser, som kæden netop har fået resultaterne af, viser, at 91 pct. af medarbejderne efter implementeringen oplever at have reel indflydelse på de resultater, som Sunset Boulevard vurderer virksomhedens succes på.

Mikkeller vender tab til rekordoverskud

Mikkeller er tilbage i plus efter flere år med underskud. Bryggeriet vil nu satse på franchise og international ekspansion med ambition om markant vækst.

Rekordår for Hotel- og Restaurantskolen

Hotel- og Restaurantskolen i København leverer rekordomsætning og overskud, selv om planerne om et nyt skolebyggeri er blevet opgivet. Skolen vil nu udvide uddannelser og efteruddannelse.

Log ind