Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Ambitionsniveauet får endnu et nøk op af mod de gastronomiske stjerner i det vestjyske. De seneste måneders corona-nedlukning er nemlig brugt effektivt på det Familien Bühlmann-drevede herregårdshotel Nørre Vosborgs relativt nyåbnede gourmetrestaurant, N.V. Tasting, med de 11 borde og de op til 30 eksklusive siddepladser.

Således har man som permanent daglig ledelse af køkkenet identificeret og nyansat den tidligere Geraniumkok, 31-årige Kasper Skovgaard, som ny køkkenchef. Den overordnede rolle har han ikke prøvet før, men Kasper kommer til gengæld med en baggrund som bl.a. ”partiansvarlig” med to kokke under sig på den trestjernede Michelinrestaurant Geranium i København. Ligesom han også har været en skattet underordnet kok på bl.a. Kokkeriet, Almanak og Kokkedal Slot i Nordsjælland. Med sig til den kompromisløse herregårdsgourmet tager han også en helt ny assisterende køkkenchef, Simon Yoon Lehnemann, der kommer fra en køkkenchefstilling på navnkundige Rebel i København.

Det er Nørre Vosborgs hoteldirektør Thomas Holme, der - sammen med N.V. Tastings gastronomisk konceptansvarlige, Mads Cortsen, under hele etableringen af gourmetrestauranten - står bag ansættelsen af de to. N.V. Tasting slog for første gang dørene op så sent som 22. oktober sidste år, og nåede således kun at fungere i seks uger før seneste coronanedlukning. Interessen og erfaringen gav mod på mere;

”Og Kasper Skovgaard er en af de skarpeste kokke, som findes i Danmark. Han tager fantastisk gastronomi og internationale erfaringer med sig fra de bedste steder. Kompetencer, som jeg er overbevist om, at han vil videreudvikle på og personliggøre til gavn for N.V. Tasting,” lyder skudsmålet fra Mads Cortsen.

Log ind