Danmark har fået en ny stor anerkendelse på den internationale gastro-scene, da The World’s 50 Best Restaurants 2025 blev offentliggjort ved en storslået ceremoni i Torino i den italienske Piemonte-region torsdag aften.

Listen placerer restaurant Alchemist i København på plads nr. 5, og dermed blandt verdens absolut bedste. Det er samtidig en oprykning fra plads nr. 8 på sidste års liste.

Danmark havde også øvrige placeringer inden for top-50, idet Kadeau indtog plads nr. 41. Førstepladsen gik til restaurant Maido fra Lima, Peru.

Se den fulde liste her

Få dage efter Michelin 2025 i Odsherred
Rangeringen sker blot få dage efter, at de nordiske Michelin-kåringer fandt sted i Odsherred – en aften hvor dansk gastronomi hentede otte nye stjerner og nåede op på et historisk højt antal – 52. I forvejen hentede den danske kok, Sebastian Svendsgaard, sølv for bare fire måneder siden ved verdensmesterskaberne for kokke, Bocuse d'Or i Lyon.

Inden ceremonien torsdag aften havde arrangørerne offentliggjort rangeringen af verdens bedste restauranter fra nummer 51 til 100. Her var Restaurant Jordnær placeret som nummer 56 og Koan nummer 91.

HORESTA glæder sig over endnu et bevis på, at Danmark er blandt verdens førende gastronomiske nationer.

"Det er svært at overvurdere betydningen af en topplacering på The World’s 50 Best. Det placerer ikke bare Alchemist, men hele Danmark i det globale spotlys. Det styrker vores brand som gastronomisk stormagt og gør Danmark endnu mere attraktiv som rejsemål – særligt for det publikum, der bruger mange penge og søger unikke oplevelser,” siger Jeppe Møller-Herskind, konstitueret adm. direktør i HORESTA.

Langsigtet værdi for hele erhvervet
HORESTA fremhæver, at anerkendelsen ikke blot har betydning for den enkelte restaurant, men for hele branchen og fødekæden bag.

“Gastronomi er i dag en national styrkeposition. Den skaber lokal stolthed, international omtale og tiltrækker både gæster og talent. Samtidig inspirerer den nye generationer til at søge mod vores fag, og det har vi brug for, hvis vi skal fastholde vores styrkeposition de næste 10-20 år,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Samtidig understreger HORESTA, at den danske gastronomiske rejse, der begyndte for 40 år siden, efterhånden har vokset sig stor og etableret. Det betyder, at gastronomi i dag er en af Danmarks stærkeste visitkort.

“Det her er kulminationen på mange års kompromisløst arbejde med kvalitet, talentudvikling, kreativitet og nænsom tilgang til den danske tradition. Det er en anerkendelse, der rækker langt ud over én restaurant – og som hele Danmark kan være stolt af,” slutter Jeppe Møller-Herskind.

Regelændring baner vejen for Alchemist
Efter en regelændring i 2022 er tidligere vindere udelukket fra at optræde på The World’s 50 Best-listen. Det betyder, at hverken Geranium – som har vundet én gang – eller Noma – som har vundet fem gange – kan få en plads blandt de 50 bedste i verden.

The World’s 50 Best Restaurants 2025 er baseret på stemmer fra mere end 1.000 internationale eksperter og er bredt anerkendt som en af de mest prestigefulde udmærkelser i det globale restaurantlandskab.

Årets prisuddeling blev afholdt i Piemonte – hjemsted for nogle af Italiens mest ikoniske fødevarer og vine – hvilket understreger den globale betydning af gastronomi som både kultur og erhverv.

Ægtepar bag Restaurant Jordnær åbner vinbar i København

Eric Kragh Vildgaard og Tina Kragh Vildgaard, der står bag den trestjernede Michelinrestaurant Jordnær i Gentofte, åbner vinbaren Sève i København i april 2027. Det nye sted kombinerer vinbar og restaurant med plads til omkring 30 gæster.

Rasmus Munk bliver ambassadør for WWF

Stjernekokken fra Alchemist skal som ny ambassadør for WWF Verdensnaturfonden arbejde med naturvenlige fødevarer. Samarbejdet skal bidrage til at udvikle løsninger, der mindsker fødevareproduktionens belastning af natur og klima.

Nye kokkeprofiler: Bedre match mellem uddannelse og virksomhed

Nye profiler på kokkeuddannelsen gør det lettere at uddanne elever med afsæt i virksomhedens køkken og produktion. Det giver tydeligere rammer for oplæringen og færre krav om udstationering – samtidig med at kokkeuddannelsens faglighed fastholdes.

Log ind