Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Det blev offentliggjort i august, at Quality Hotel i Kastrup ville skifte varemærke, og nu er dagen kommet, hvor skiltene udskiftes. Det bliver Best Western Plus, der erstatter Nordic Choice Hotels’ Quality koncept. For Best Westerns hotelportefølje betyder det en markant placering nær Københavns Lufthavn og et stort løft i kædens markedsandel i København, der foruden det nye lufthavnshotel også tæller to hoteller i Københavns centrum. Det nye hotel har derfor stor strategisk betydning for Best Western i Danmark generelt.

”Det er en eftertragtet lokation med den voksende lufthavn lige om hjørnet. Der er stort potentiale i hotellet, og vi glæder os meget over, at det bliver en del af Best Western”, fortalte Søren Nystrøm, Country Manager hos Best Western i Danmark, da det blev offentliggjort.

Bag hotellet står ejeren Midstar Hotels AB, der også ejer Grand Hotel og Hotel Marienlyst i Danmark, og operatøren Core Hospitality, der også driver Moxy Copenhagen og Hotel Marina. Ifølge Per Denker Sørensen, adm. direktør i Core Hospitality, valgte man Best Western Plus, ”fordi vi får en stærk, international distributionsplatform og et globalt loyalitetsprogram, som vil gøre os mere konkurrencedygtige. Med den ekstreme vækst i markedskapaciteten de kommende år er der behov for tilpasning, og vi tror på, at en kæde med mere end 4.000 hoteller og 40 millioner loyalitetsmedlemmer vil bidrage til den rette positionering”.

Hotellet ligger i et stille område i Kastrup, lige om hjørnet fra Kastrup metrostation, kun 900 meter fra Københavns Lufthavn og 15 minutter fra Indre By. Gæster kan, foruden de eksisterende faciliteter på hotellet, nu også drage nytte af det omtalte loyalitetsprogram, Best Western Rewards, som giver mulighed for at optjene og bruge bonuspoint på alle medlemshoteller. Er gæster allerede medlem af et andet loyalitetsprogram, kan gæstens status i dette program matches hos Best Western, så man fortsat får de samme, eller bedre, fordele.

Påskens placering sender overnatningstal ned

Et uheldigt sammenfald i kalenderen har sendt marts’ overnatningstal ned. Tal fra Danmarks Statistik viser et samlet fald på 25 pct., men udsigterne for resten af året giver branchen grund til fornyet optimisme. Især tyske turister står bag de fremadrettede stigninger.

Log ind