Den store mangel på arbejdskraft i hotel-, restaurant- og turisterhvervet har fået mange virksomheder til at fokusere yderligere på at skabe et godt arbejdsmiljø.

HORESTA støtter op om indsatsen ved at tilbyde en lang række redskaber, man som medlem kan benytte sig af, og der kommer hele tiden nye til.

”Et godt arbejdsmiljø er mere end nogensinde før et afgørende konkurrenceparameter. De nye generationer på arbejdsmarkedet er både kvalificerede og motiverede, men der er kamp om deres gunst, og derfor stiller de helt rimelige krav til arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads. Vi er som branche nødt til at vise, at vi kan honorere disse krav, og her bidrager HORESTA naturligt med viden og redskaber”, siger HORESTAs adm. direktør, Pia E. Voss.

Hun erkender, at det ikke er alle dele af erhvervet, som har sat arbejdsmiljø øverst på prioriteringslisten.

”Jeg er overbevist om, at der er en generel erkendelse af, hvor vigtigt arbejdsmiljøet er, når man skal fastholde og tiltrække medarbejdere. Langt de fleste arbejder aktivt med at udvikle på det, men det er forskelligt, hvor langt man er kommet i processen. Vi ser det som vores opgave at sikre, at vores medlemmer får hjælp og støtte til at skabe endnu bedre rammer for deres medarbejdere”, siger Pia E. Voss.

Medlemmer af HORESTA kan blandt andet få adgang til:

  • Et udkast til personalepolitik, som I kan tilpasse til jeres egen virksomhed
  • Lederkurser med fokus på arbejdsmiljøet
  • AMU-kurser for de elevansvarlige
  • Gode råd til forebyggelse
  • Materiale til arbejdspladserne om et godt arbejdsmiljø. Blandt andet vedrørende seksuel chikane

Ovenstående er blot et udpluk af, hvad HORESTA gør for at styrke arbejdsmiljøet i branchen.

Så sent som i november lancerede HORESTA et særligt billigt medlemskab for virksomheder, som har elever og dermed elevoverenskomst, men ikke er medlem af en organisation, der kan rådgive dem. For bare 5.000 kroner årligt kan disse virksomheder hente juridisk rådgivning og vejledning hos HORESTA.

I samarbejde med 3F har vi desuden sikret, at temaet ”arbejdsmiljø” indgår i undervisningsmaterialet på vores erhvervsfaglige uddannelser. Det giver blandt andet eleverne viden om, hvad seksuel chikane er, og at det under ingen omstændigheder skal tolereres.

Desuden har vi i november afviklet en arbejdsmiljøkonference med 100 deltagere – heriblandt Arbejdstilsynet og en erhvervspsykolog, hvor vi er gået i dybden med problematikkerne i erhvervet.

Vil du have mere viden om – og adgang til – de produkter, vi kan tilbyde til vores medlemmer, kan du finde yderligere information her (kun adgang for medlemmer).

Har du spørgsmål til, hvordan HORESTA kan hjælpe med at styrke jeres arbejdsmiljø, er du altid velkommen til at kontakte vores Juridiske Callcenter på 35 24 80 40.

HORESTA: Hotellerne ser optimistisk på fremtiden

En ny medlemsundersøgelse blandt HORESTAs hotelmedlemmer viser, at branchen generelt forventer et positivt 2024 og betragter deres økonomiske situation som god. Særligt større hoteller forventer en omsætningsvækst i år.

Log ind