Det er et visionært projekt, der den 9. oktober slog dørene op for gæster fra Horsens og hele Østjylland - og gæsterne er i den grad strømmet til fra nær og fjern. Henover åbningsweekendens 3 dage besøgte mere end 7.500 gæster det gamle Posthuset i Horsens.

”Det er overvældende og rørende,” fortæller ejeren, Karina Møller, og fortsætter:

”Det bliver spændende at se, hvordan dette besøgstal forsætter og om vi kan forblive interessante i det lange løb – både som mødested, samt som mad- og kulturtilbud. Alle sejl er sat og noget tyder på, at vi har ramt en stemning, en note, en nerve – om man vil - der taler til alle aldre, og som appellerer til at spise ude på trods af COVID-19,” konkluderer hun.

Netop retningslinjerne omkring COVID-19 har formet den daglige drift af madmarkedet. Ledelsen har siden marts måned haft et udtrykt ønske om at skabe et sikkert helle, hvor man i tryghed kan mødes og spise ude.

”Det er bl.a. lykkedes ved at melde os ind i HORESTA, hvor vi fra starten har haft adgang til opdateret information samt masser af råd og vejledning,” medgiver Karina Møller.

”En stor udfordring netop med streetfood-konceptet er jo, hvordan man vandrer rundt fra madbod til madbod og samler inspiration til, hvilken mad man vil spise – samtidigt med, at man typisk forbliver stående omkring madboden for at vente på, at maden er færdig. Denne trafik af mennesker har vi løst af teknologisk vej sammen med kasseterminal-udbyderen, OnlinePOS,” forklarer Karina Møller stolt.

I praksis betyder det, at gæsterne ved ankomsten kan tage plads ved robuste egetræsmøbler i varierende højder og størrelser. Gæsterne kan via mobiltelefonen og en QR-kode bestille fra samtlige madboder samtidigt og betale samlet for hele bestillingen – alt imens selskabet forbliver siddende og hygger sig. Når de enkelte retter er færdige i hver enkelt madbod modtager gæsten en SMS pr. ret og behøver først på dette tidspunkt at rejse sig for at afhente maden. Al færden foregår naturligvis med mundbind, hvorimod gæsterne ikke behøver mundbind, når de sidder ned.

Derudover har Posthuset installeret dørtællere på alle indgange. Et vagtselskab har bemandet af dørene og uddelt mundbind til alle gæster, som var kommet hjemmefra uden. Begge tiltag har medført stor ros fra Politiet, som naturligvis har holdt ekstra øje med det nyåbnede samlingspunkt i Horsens.

I løbet af kort tid får Posthuset ti stader med madoplevelser fra alverdens køkkener. Besøgende vil desuden kunne nyde både tagterrasse, vinrum, flere barer, stort udeområde og festlokale på 1st Floor m.m.

 ”Ambitionen har været at lave et mad- og kulturmekka med fokus på høj kvalitet sammen med lokale Østjyske ildsjæle. Og interessen for at få en stadeplads har været stor, og vi er så stolte over alle de madkoncepter, der nu er med os,” fortæller Karina Møller.

”Vi har lavet en prismodel, hvor det ikke er omkostningstungt for restauratøren eller madentusiasten at indfri den fantastiske idé, som de længe har drømt om. Samtidig har vi valgt at belønne de køkkener, der vægter økologi og som opnår Det Økologiske Spisemærke i guld, sølv eller bronze. De får simpelthen et afslag i den pris, de betaler for at være med.  Alle stadeansøgere har været igennem et forløb med en ansøgningsproces, interviews og ’tasting’, hvor madens niveau og kompatibilitet er blevet bedømt. Vi havde i den forbindelse hjælp fra Anders Halskov-Jensen, som i 2015 vandt MasterChef og som i dag driver konsulentvirksomheden Madhjernen,” siger Karina Møller.

Til at sikre husets gastronomiske niveau i det daglige har Posthuset ansat kokken, Bryan Francisco, som er tidligere medejer af en række restauranter og cafeer i byen og som i sine unge år har været på kokkelandshold m.m.

”Vi har at gøre med et kvalitetsbevidst publikum her i byen. De vil gerne have gode oplevelser, der udspringer fra lokale producenter og ildsjæle med et højt fokus på kvalitet,” siger Bryan Francisco, som kender sit publikum.

I tillæg kvitterer Karina Møller byledelsen – især med borgmesteren i spidsen - for stor og positiv opbakning til virksomhedens vision for Posthuset.

Nadeem Wasi er medlemschef i HORESTA og har besøgt Posthuset. Nadeem glæder sig over, at virksomheden har valgt at melde sig ind i HORESTA og ser frem til fortsat godt samarbejde og sparring.

”Vores erhverv er jo kendt for at flytte grænser og prøve nye ting af – netop med viljen til at give gæsterne nye og anderledes oplevelser, som de sent glemmer. Det er Posthuset et fremragende eksempel på. Der er bogstavelig talt højt til loftet, og ambitionerne er også store. Jeg er sikker på, at det bliver et stamsted for både byens borgere og et stærkt trækplaster for besøgende fra både nær og fjern,” siger Nadeem Wasi.

Log ind