Forsamlingsforbuddet bliver i dag hævet til 50 personer. Derudover arbejdes der i øjeblikket på en række yderligere lempelser, som vil kunne komme både hoteller, konferencecentre og restauranter til gode.

Regeringen spillede i fredags ud med et forslag til en lempelse af forsamlingsforbuddet, som de politiske partier på Christiansborg har drøftet henover weekenden.

Sent i aftes blev de enige om, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer fra i dag. De øvrige elementer i forslaget drøftes stadigvæk, og HORESTA kæmper for en række undtagelser til forsamlingsforbuddet til vores erhverv, så det vil være muligt at arrangere private fester, møder og konferencer med flere deltagere.

Tidsplan videre frem

Af regeringens forslag fremgår det, at forsamlingsforbuddet hæves yderligere til 100 personer fra den 8. juli og til 200 fra den 8. august i de tilfælde, hvor "arrangøren er omfattet af sektorpartnerskabsretningslinjer". For øvrige arrangementer og forsamlinger vil grænsen fortsat være 100 personer. Samtidig undtages blandt andet selskaber, møder og konferencer, så der bliver mulighed for at samle op til 500 personer ad gangen.

HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, glæder sig over, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 fra i dag og håber, at der er politisk opbakning til de øvrige elementer i regeringens forslag.

Bliver udspillet en realitet er det et stort skridt i den rigtige retning for vores erhverv, som lider voldsomt i øjeblikket. Vi har længe efterspurgt en plan, der rækker længere ud i fremtiden, så det er muligt at tage arrangementer ind af en størrelse, som giver mening. Det er rigtig positivt”, siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør i HORESTA.

Hun understreger samtidig, at der endvidere bør yderligere åbning af grænserne og ikke mindst ophævelse af restriktionerne om, at turisterne skal booke mindst 6 dage og at dette skal ske uden for hovedstaden. ”Det er et både helt ulogisk og helt urimeligt krav med katastrofale konsekvenser for vores erhverv”, siger Katia K. Østergaard.

Ulogiske regler

HORESTA har flere gange påpeget, at de nuværende regler for forsamlingsforbud er ulogiske.

Det gælder blandt andet, at arrangementer som bryllupper og fødselsdage kan holdes i privat regi uden loft over antal deltagere, men de samme arrangementer er underlagt forsamlingsforbud, hvis de foregår på et hotel eller en restaurant.

Tilsvarende må man gerne samle 500 mennesker til en film i biografen, til en teaterforestilling eller til en koncert med siddende publikum. Men skal et hotel eller konferencecenter afvikle et møde, må man fra i dag højest have 50 deltagere.

”Ethvert arrangement på et hotel eller en restaurant holdes i professionelle rammer med strenge myndighedskrav til rengøring, hygiejne, antal kvadratmeter pr. gæst og ikke mindst afstand mellem gæsterne. Derfor giver det ingen mening, hvis ikke der gives samme muligheder for at afvikle arrangementer under ordnede forhold på de virksomheder, som rent faktisk lever af det hver dag, og som også uden for corona-tider er vant til at være undergivet en streng myndighedskontrol omkring et højt hygiejneniveau”, siger Katia K. Østergaard.

Hun håber på, at den samlede aftale falder på plads senere i dag.

”Vi ser frem til at se den endelige aftale, men er foreløbigt tilfredse med, at regeringen ser ud til at have lyttet til vores argumenter, hvad angår forsamlingsforbuddet”, siger Katia K. Østergaard.

Varmer op til årsdag med AI i fokus

Den teknologiske revolution har ramt os, og det har også betydning for hotel- og restaurationsbranchen. Derfor sætter HORESTA fokus på den teknologiske udvikling under sin årsdag.

HORESTA: Ny gymnasieuddannelse kan blive redningsplanke

HORESTAs uddannelseschef, Pia Svane, glæder sig over regeringens forslag til en ny erhvervsrettet gymnasieuddannelse, der præsenteres i denne uge, men opfordrer regeringen til at tjekke opskriften igennem en sidste gang

Log ind