Politikerne indleder i denne uge forhandlinger om, hvad der skal ske, når ordningen om statslig krisehjælp løber ud i næste uge. Som optakt til disse forhandlinger satte 21 Søndag i aftes fokus på, hvordan hotel-, restaurant- og turisterhvervet er lammet af coronarelaterede restriktioner, som gør det meget svært at få gang i forretningen igen.

Omdrejningspunktet for indslaget var Hotel Nyborg Strand, hvor adm. direktør, Jan G. Larsen, fortalte om den situation, hotellet står i nu.

Jan G. Larsen sagde, at kvadratmeterkravet og forsamlingsforbuddet forhindrer hotellet i at holde store konferencer, som ellers er kerneforretningen. Han frygter, at han er nødt til at afskedige flere medarbejdere, hvis man ikke lemper restriktionerne eller sikrer fornyet hjælp, når de nuværende hjælpepakker udløber.

HORESTAs politiske direktør, Kirsten Munch, sagde, at restriktionerne gør det umuligt for branchen at skabe forretning. Samtidig skaber de uvished, for virksomhederne og deres kunder ved ikke, hvad der venter om hjørnet.

”Virksomhederne har ingen mulighed for at planlægge sig ud af det her eller at omstille sig til en ny virkelighed, for hvad er det for en virkelighed, vi kigger ind i,” sagde Kirsten Munch.

Hun fortalte, at hver femte restaurant og hvert tredje hotel frygter at måtte lukke ned inden for de kommende 2-3 måneder.

”De er ekstremt pressede. Ikke kun på deres økonomi, men på deres overlevelse,” sagde Kirsten Munch.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde i aftes, at regeringen er parat til at lempe på restriktionerne, men kun hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt og har opbakning fra sundhedsmyndighederne.

Han fortalte videre, at regeringen er klar med en model for, hvordan virksomheder, der fortsat er underlagt restriktioner, kan søge støtte.

Se hele indslaget her (begynder efter 8.35 min.)

Regeringen dropper turismeskat men fastholder krydstogtafgift

Regeringens plan om en turistskat på overnatninger i København og Aarhus er ikke med i finanslovsudspillet. Til gengæld vil regeringen fra 2028 indføre en afgift på 200 kr. pr. krydstogtpassager, som ventes at indbringe staten 300 mio. kr. årligt.

Turismeskat kan indbringe staten 350 mio. kr. i to byer

En turismeskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus kan give staten en årlig indtægt på omkring 350 mio. kr. Det viser nye beregninger fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt, der samtidig understreger, at der er betydelig usikkerhed om konsekvenserne.

Fem forhold kan afgøre turistskattens skæbne

Regeringen overvejer ifølge et internt notat en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus som led i finansieringen af et kommende skatteudspil. Turistmonitor peger i en analyse på uenighed om både selve afgiften og anvendelsen af indtægterne.

Log ind