Som du måske allerede har læst, så støtter HOTREC (den europæiske hotel- og restaurationsforening), HORESTA og 25 andre nationale hotelorganisationer i Europa et kollektivt søgsmål mod Booking.com.

Dette søgsmål er baseret på en dom af den 19. september 2024 fra Den Europæiske Domstol, som bekræftede, at de pris(paritets)klausuler, som Booking.com anvender og har anvendt gennem mange år, er i strid med europæiske konkurrenceregler. Alle hoteller i Danmark – uanset medlemskab af HORESTA – inviteres og opfordres til at deltage og tilmelde sig det kollektive søgsmål.

Hvordan deltager du?
Det er nemt og tager kun et par minutter. Du tilmelder dig via hjemmesiden: www.mybookingclaim.com. På denne side vil du – udover muligheden for at tilmelde dig det kollektive søgsmål - kunne finde mere udførlig information omkring søgsmålet og det forventede forløb. I forbindelse med din registrering vil du blive guidet gennem hele processen.

Kort om søgsmålet
Som deltagende hotel er du ikke direkte part i sagen, idet den sagsøgende part er ”HCA” (Stichting Hotel Claims Alliance). Hvis du ønsker at deltage i søgsmålet overdrager du i praksis dit krav til denne alliance og du fraskriver dig hermed muligheden for på egen hånd at rette et tilsvarende erstatningskrav mod Booking.com.

Alternativet til dette fælles søgsmål er, at man enten selv, som hotel eller hotelkæde, beslutter sig for at føre et erstatningssøgsmål mod Booking.com. Formentlig vil dette dog være særdeles omkostnings- og tidskrævende, og derfor er det HORESTA’s vurdering, at man økonomisk vil få mere ud af at gå med i dette fælles søgsmål.

Deltagelse i det kollektive søgsmål er helt gratis og uden juridisk risiko. Alle omkostninger dækkes af en specialiseret sagsbehandlingsfond. Sagen ledes af et erfarent team af konkurrenceadvokater, retssagsjurister og økonomer, som tidligere har opnået en afgørelse i EU-Domstolen.

Baggrund
Booking.com har siden 2004 anvendt prisparitetsklausuler, hvilket, jf. den ovennævnte dom, har givet hoteller en markant dårligere konkurrenceposition. Klausulerne har bl.a. lammet priskonkurrencen mellem Booking.com og andre online bookingplatforme, hvilket har medført forhøjede provisionsomkostninger (til Booking.com) for hotellerne samt begrænset hotellers salg via direkte distributionskanaler. Samlet set er det vurderingen, at dette har påført hotellerne et økonomisk tab.

Det anlagte søgsmål er et kollektivt erstatningssøgsmål. Dit hotel kan være berettiget til at få tilbagebetalt en væsentlig del af op til de sidste 20 års provisionsbetalinger.

Sagen føres af det tyske advokatfirma SGP Schneider, Geiwitz & Partners. Den ansvarlige advokat er partner i dette firma Volker Soyez.

Sagsomkostningerne betales ud af det forventede erstatningsbeløb og modregnes inden udbetaling til de enkelte hoteller. Som udgangspunkt vil man modtage 70 pct. af det tabsprovenu, der kan opgøres for hotellet. Den resterende del vil dække sagsomkostninger.

Du vil i forløbet blive bedt om at levere en del dokumentation i form af f.eks. kommissionsafregninger til Booking.com samt muligvis også anden form for dokumentation, som alt sammen har til formål at dokumentere, at hotellet har lidt et tab.

Forbehold
HORESTA er ikke part i sagen og bærer som sådan derfor heller ikke noget juridisk ansvar for sagens udfald eller forløb. Når HORESTAs logo optræder på tilmeldingssiden, er det således alene fordi HORESTA støtter op om, at der føres et sådant søgsmål, og fordi vi har valgt at viderebringe oplysningerne om søgsmålet og muligheden for at tilmelde sig dette. HORESTAs rolle er således alene af formidlende karakter.

Klausulerne har været praktiseret af Booking.com siden 2004, men det er uklart, om danske hoteller kan forvente at få erstatning helt tilbage til 2004. Efter danske forældelsesregler forældes formuekrav (f.eks. erstatningskrav) som udgangspunkt efter 3 år. Sagen føres imidlertid i Holland, hvor Booking.com har hovedsæde, og HORESTA bekendt så indeholder Booking.com’s kontrakter også hollandsk lovvalg, og her kan forældelsesreglerne være anderledes. Det er således uklart, om danske forældelsesregler vil spille en rolle her.

Yderligere kan danske myndigheders praksis i forhold til Booking.com’s prisklausuler muligvis også have en afskærende effekt i forhold til erstatningskravets størrelse.

Uanset disse forbehold – og andre forbehold, som kan dukke op under sagens forløb – så er det, som anført ovenfor, under alle omstændigheder omkostningsfrit for hoteller at gå med i søgsmålet. Der er således intet tabt, heller ikke selvom et eller flere forhold måtte medføre, at dele af det samlede krav afskæres.

Det tidsmæssige forløb
Der er tale om et voldsomt kompliceret søgsmål, som kommer til at omfatte rigtig mange hoteller, og derfor er det eneste sikre, der kan siges om tidsforløbet, at det vil tage flere år – formentlig + 5 år - at gennemføre og afslutte søgsmålet.

Spørgsmål og frist
Har du spørgsmål, eller vil du have tilsendt yderligere materiale om deltagelse det kollektive søgsmål, er du meget velkommen til at kontakte HORESTA. Der vil formentlig også - efter at man har tilmeldt sig søgsmålet - være mulighed for at stille spørgsmål.

Sidste frist for tilmelding er den 31. juli 2025.

Vi opfordrer alle hoteller i Danmark til at deltage – sammen kan vi gøre en forskel!

Kaare
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Callcenter
juridisk rådgivning

HORESTAs callcenter er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 16.00

Tlf.: +45 35 24 80 40

Mail: [email protected]