Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Anerkendelse og kontanter skal fremover gives til markante, nytænkende, driftige ildsjæle og erhvervsaktører, som på afgørende vis har bidraget til at udvikle turismen i kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern, der tilsammen udgør Destination Vesterhavet. Ifølge direktøren i turismeudviklingsselskabet ønsker man med priserne at sætte mere fokus på den indsats, som små og store, etablerede samt nye erhvervsaktører og ildsjæle lægger i at give gæsterne gode oplevelser og styrke det samlede turismeprodukt ved Vesterhavet.

”Vi indstifter tre nye turismepriser for at hylde den produktive kreativitet, der er til stede i Destination Vesterhavet. Turismeudvikling er et samspil mellem kultur- og erhvervsaktører, kommuner, ildsjæle og destinationsselskabet, som alle lægger stor energi i at skabe oplevelser og produkter, der er med til at øge gæstetilfredsheden, skabe bæredygtig vækst og sætte Destination Vesterhavet på landkortet”, siger Peer Heldgaard Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet.

De tre nye priser kan tildeles aktører, som har udmærket sig inden for udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv, dynamisk iværksætteri og realiserede gode ideer. Således kan vinderne gå hjem med Årets Turismepris, Årets Turismeiværksætter eller Årets Turismeinitiativ. 

Kandidater kan indstilles frem til den 25. oktober, og indstillingen skal indeholde begrundelse og motivation. Priserne uddeles på Destination Vesterhavets turismekonference på FLUGT i Oksbøl den 22. november 2022.

Alle indstillinger skal indeholde begrundelse og motivation. Indstillinger skal sendes på [email protected] til Rasmus Sømod, som er chef for partnerskaber i Destination Vesterhavet.

En iværksætter defineres som en virksomhed med dansk CVR-nummer, der er registreret efter 1. juni 2016 eller en privatperson med en forretningsidé, der endnu ikke har registreret et CVR-nummer, men som er etableret og har en virksomhedsomsætning.

Log ind