For at hjælpe de nordjyske virksomheder, der den seneste uge blev ramt af nye restriktioner, har regeringen og arbejdsmarkedets parter vedtaget, at der indføres en midlertidig lokal lønkompensationsordning. Det glæder HORESTA, da det værktøj ikke har været på bordet i de seneste mange hjælpepakker.

”Lønkompensationen virker. I vores erhverv har vi haft flere en 60.000 på ordningen, og arbejdsfordelingsmodellen er, som ordningen er skruet sammen nu, ikke et reelt alternativ for virksomhederne i turisme- og oplevelseserhvervet. Det glæder os, at man fra regeringens side har lyttet,” siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Hun havde dog gerne set, at lønkompensation strakte sig længere end de fire ugers nedlukning. Hun mener nemlig, at det er urealistisk, at denne lokale nedlukning ikke vil få længerevarende konsekvenser for erhvervets virksomheder og deres efterspørgsel.

I dagens aftale hæfter Kirsten Munch sig desuden ved et andet element, som hun kalder et nybrud i hjælpepakkeregi.

”Endelig bliver det muligt at bryde med det, som vi kalder ”CVR-nummer-problematikken”. Kæder eller virksomheder med flere enheder har gennem hele krisen udelukkende kunnet få hjælp med afsæt i situationen for hele virksomheden. Det gør man op med nu, så forholdene for de lokale filialer i de syv ramte kommuner bliver omdrejningspunktet,” siger Kirsten Munch.

Hun appellerer til regeringen om, at det tages med videre, når man fremadrettet skal skræddersy de mest effektive hjælpepakker.

”Når hotelkæden har overnatningssteder i flere landsdele, eller messecenteret også har overnatning, konference og måske restaurant, så mener vi i HORESTA, at man bør kunne søge hjælp for de dele af virksomheden, der lider. Virksomhederne skal ikke straffes for, at de har samlet aktiviteterne under et CVR-nummer i stedet for flere. Det har vi efterlyst lang tid, og tager regeringen denne filosofi med videre, vil det hjælpe utrolig mange forretninger i vores erhverv,” lyder det fra Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA.

Campingvækst skaber ønske om mere fleksible regler

En stærk juli har vist potentialet i camping og autocamperturismen, men gældende regler begrænser mulighederne for udvikling. Camping Outdoor Danmark efterlyser blandt andet mere fleksible regler, bedre investeringsmuligheder og en samlet politisk strategi.

København sætter 46 mio. kr. af til kontrol med udlejning

Københavns Kommunes budgetaftale for 2027 afsætter samlet 46 mio. kr. til en ny boligpatrulje og den sagsbehandling, som indsatsen ventes at medføre. Patruljen skal blandt andet føre kontrol med ulovlig korttidsudlejning og ulovlig hoteldrift, men de konkrete beføjelser afhænger fortsat af kommende lovgivning.

Regeringen forventer stort prisfald fra lavere moms

Regeringen regner foreløbigt med, at omkring 96 pct. af den planlagte momsnedsættelse på fødevarer vil slå igennem som lavere priser for forbrugerne. Beregningen bygger på en antagelse om fuldt prisgennemslag fratrukket virksomhedernes administrative omkostninger ved et differentieret momssystem.

Log ind