Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Manglende evaluering af Airbnb-lovgivningen fra 2019 møder kritik fra HORESTA og andre aktører.

Aftalen, der pålægger Airbnb at indberette lejeindtægter til Skat, omfatter ikke data om udlejningsdage, hvilket gør det svært at kontrollere, om reglerne overholdes. Allerede i 2020 blev det påpeget, at lovgivningen har store mangler, men evalueringen er gentagne gange blevet udskudt – senest til 2025.

Jeppe Møller-Herskind, konstitueret administrerende direktør i HORESTA, udtrykker frustration:
"Der er åbenlyse udfordringer med loven, fordi det er umuligt at kontrollere, om reglerne bliver overholdt. Det sender et trist signal, at evalueringen ikke tages mere alvorligt."

HORESTA har længe efterspurgt handling, da lovens manglende håndhævelse udfordrer branchen. By-, Land- og Kirkeministeriet har ikke ønsket at kommentere kritikken udover tidligere udmeldinger om at inddrage interessenter i den fremtidige evaluering.

Læs hele historien på Politiken

47 kommuner vil være med i nyt rutenet for vandrere

Et landsdækkende netværk af vandreruter er på vej, og interessen er stor blandt kommuner og naturaktører. Projektet Danmarks Naturstier skal gøre naturoplevelser mere tilgængelige. De første ruter forventes offentliggjort senere i år.

UNESCO-udnævnelse løfter turismen ved Møns Klint

Flere gæster lagde vejen forbi Geocenter Møns Klint ved sæsonåbningen. Samtidig udgør udenlandske turister nu flertallet af de besøgende. Udviklingen kobles til Møns Klints optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste.

Log ind