Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Bistro 59 i Aalborg har indført opdragelsesgebyr på 125 kr., hvis gæster ikke møder op til deres bestilling. Det skriver Nordjyske. 

Ejer Thomas Egebo har ifølge avisen oplevet, at op mod 35 pct. af gæsterne ikke mødte op til deres booking, og det kan omsætningen ikke holde til.

”Det sker jævnligt. Vi oplever en enorm ubeslutsomhed. Mange forstår ikke, at vi jo allerede har købt ind og forberedt en masse ting i køkkenet. Så når de melder fra på dagen eller få timer før, taber vi altså penge,” siger Thomas Egebo til avisen.

Til DR P4 siger HORESTAs kommercielle direktør, Jeppe Møller-Herskind: ”Restauranterne oplever en tendens til, at flere gæster booker borde, som de ikke møder op til. Det går ikke alene udover restauranternes indtjening, men det rammer også andre gæster, som ikke kan få et bord det sted, de gerne vil ud og spise”.

Han mener, at et gebyr kan være en god metode til at få færre til at springe fra deres bookinger uden at melde afbud.

”Vi kan simpelthen se effekten på bookingerne. Vi har et eksempel på en restaurant, der indførte et bookinggebyr på 60 kroner. Det betød, at disse ”no shows” faldt med 80 pct., så der er en hel klar effekt på at gå ind og lave de her gebyrer på bookingerne”, siger Jeppe Møller-Herskind til P4.

Debatten om drikkepenge ruller videre

Hvordan drikkepenge gives og opfattes er under forandring i takt med nye betalingsvaner og teknologiske løsninger. HORESTA deltog tidligere på ugen i DR Aftenshowet for at fremhæve behovet for fleksibilitet og respekt for gæstens oplevelse.

Log ind