Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Et af Københavns mest ikoniske industrielle bygningsværker, Svanemølleværket ved Nordhavn, bliver hovedstadens nye museumsmagnet, hvis det står til Danmarks Tekniske Museum, skriver Berlingske.

Planerne går ud på at ombygge Svanemølleværket, der i næsten trekvart århundrede har forsynet københavnerne med el og varme, til et topmoderne teknisk museum, som man kender det i byer som München, London, Stockholm og Washington, D.C.

Bygningen ligger tæt på Københavns centrum og centralt i forhold til offentlig transport, og dens historie, som i sig selv er et stykke teknologihistorie, såvel som dens spektakulære dimensioner og karakteristiske form passer som hånd i handske til et teknisk museum.

Prisen for herlighederne er budgetteret til 850 millioner kroner, og man kalkulerer med 300.000 gæster årligt, heraf 40.000 børn og 45.000 udenlandske turister. Åbning? Forhåbentlig i 2026.

47 kommuner vil være med i nyt rutenet for vandrere

Et landsdækkende netværk af vandreruter er på vej, og interessen er stor blandt kommuner og naturaktører. Projektet Danmarks Naturstier skal gøre naturoplevelser mere tilgængelige. De første ruter forventes offentliggjort senere i år.

UNESCO-udnævnelse løfter turismen ved Møns Klint

Flere gæster lagde vejen forbi Geocenter Møns Klint ved sæsonåbningen. Samtidig udgør udenlandske turister nu flertallet af de besøgende. Udviklingen kobles til Møns Klints optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste.

Log ind