Der er lys i receptionerne før solen står op.
Der er damp over gryderne, klirrende service og fyldte morgenbuffeter. Over hele landet møder medarbejdere ind, tænder kaffemaskiner, gør værelser klar og byder gæster velkommen.
Aktiviteten kan mærkes i byer og lokalsamfund, og endnu engang kan den også aflæses i statistikkerne.
Nu er beskæftigelsestallene for december landet, og dermed kan regnestykket for 2025 gøres op.
Ser man på hele året under ét, beskæftigede hotel- og restaurationsbranchen i gennemsnit 137.405 personer. Det er 3.888 flere end i 2024 og svarer til en fremgang på 2,9 pct. Sammenlignet med 2019, og dermed tiden før pandemien, er beskæftigelsen siden vokset med hele 15,7 pct. Det viser beskæftigelsestal for lønmodtagere fra Danmarks Statistik, som HORESTA har analyseret.
I erhvervslivet generelt er den gennemsnitlige beskæftigelse fra 2024 til 2025 vokset med 1,2 pct. svarende til 36.278 flere personer.
Ifølge adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, er tallene et klart signal om en branche i fremdrift.
”Når beskæftigelsen i vores branche vokser hurtigere end det øvrige arbejdsmarked, viser det, at efterspørgslen på oplevelser, hotelophold og gastronomi er stærk og i fremgang i disse år. Men det viser også, at virksomhederne har modet til at ansætte og udvikle. Det er et sundhedstegn både for branchen og dansk økonomi,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Med de nye tal står det klart, at 2025 samlet set blev endnu et rekordår for beskæftigelsen i oplevelsesbranchen. Gennem hele året har niveauet ligget stabilt over 2024, hvor hver eneste måned i 2025 overgår den tilsvarende måned året før.
Flere beskæftigede i en tid med stigende omkostninger
Beskæftigelsesfremgangen sker endda i en tid, hvor højere omkostninger på alt fra strøm til råvarer har gjort det dyrere at drive forretning.
”De seneste år har været præget af markant omkostningspres, og det har sat mange virksomheder i en situation, hvor de i endnu højere grad end tidligere skal optimere driften. Men troen på fremtiden er fortsat stor hos investorerne, og mange – især kædevirksomheder – ekspanderer i forventning om langsigtede gevinster," siger Jeppe Møller-Herskind.
Efter endnu et år med fremgang understreger hotel- og restaurationsbranchen sin betydning for vækst, beskæftigelse og lokal udvikling i hele Danmark.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Global uro kan give opblomstring i dansk påsketurisme
31-03-2026
-
Djurs Sommerland og Legoland åbner i påsken: Har store forventninger til 2026
31-03-2026
-
UNESCO-udnævnelse løfter turismen ved Møns Klint
31-03-2026
-
Ny bestyrelse tegner HORESTA i Hovedstaden: Direktør for Charlottehaven er iblandt
31-03-2026
-
Hotel Stella Maris vender underskud til plus og skifter struktur
31-03-2026
-
47 kommuner vil være med i nyt rutenet for vandrere
31-03-2026
-
Snart åbner Egtvedpigens Verden som ny turistattraktion
31-03-2026
-
Internationalt: Spanien giver Airbnb millionbøde for ulovlig udlejning
31-03-2026