Gæsterne forventer mere. Konkurrencen bliver stadig skarpere, Og restauranterne skal i stigende grad skille sig ud for at tiltrække loyale og nye gæster.
Det er hovedkonklusionerne i en medlemsundersøgelse fra HORESTA, hvor restauranter fra hele landet har peget på trends og tendenser, de forventer vil præge restaurantbranchen de kommende år.
Undersøgelsen tegner et tydeligt billede af en branche, hvor oplevelser, teknologi og kvalitet i stigende grad bliver afgørende for, hvem der lykkes.
Personaliserede oplevelser topper listen
Øverst på listen ligger personalisering og unikke oplevelser. Hele 75 pct. af de adspurgte restauranter vurderer, at dette vil få mere betydning de kommende år.
Det understreger, at gæsterne i stigende grad efterspørger mere end blot et måltid. De søger oplevelser, der føles lokale eller særligt er lavet til dem.
"Restauranter konkurrerer ikke længere kun på menuen. De konkurrerer på helhedsoplevelsen. Gæsterne vil mærke stemningen, historien og det særlige ved stedet, og det stiller nye krav til, hvordan restauranter udvikler deres koncepter. Den udvikling forventer vores medlemmer vil tage til i styrke de kommende år," siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.
AI og teknologi bliver alfa og omega
Brugen af kunstig intelligens og teknologi til optimering af drift og menuer indtager andenpladsen. Her vurderer i alt 66 pct., at det vil få større betydning i de kommende år.
Teknologien forventes blandt andet at blive brugt til bedre planlægning, effektivisering og automatisering af arbejdsgange samt bedre indsigt i gæsternes præferencer baseret på data.
(Artiklen fortsætter under billedet)
"AI og automatisering bliver i stigende grad et redskab til at frigøre tid til det, der virkelig betyder noget. Når driften bliver mere effektiv, får restauranterne mere tid og bedre mulighed for at fokusere på gæsteoplevelsen og udviklingen af deres koncept," siger Jeppe Møller-Herskind.
Enkel mad af høj kvalitet
På tredjepladsen peger 64 pct. af restauranterne på enkel mad af høj kvalitet og værdi for pengene som en central trend. Det afspejler en udvikling, hvor gæsterne i stigende grad efterspørger retter af høj kvalitet bestående af enkle og sunde råvarer.
"Undersøgelsen bekræfter den tydelige bevægelse, vi ser i branchen mod det enkle og veludførte. Gæsterne efterspørger i stadig større grad kvalitet, gennemsigtighed og autenticitet. Det er ikke nødvendigvis det mest komplekse, der vinder, men det mest velfungerende, og der er ingen tvivl om, at prisen spiller en større rolle end tidligere" siger Jeppe Møller-Herskind.
53 pct. af restauranterne peger på markedsføring gennem sociale medier og samarbejder som en trend, der vil få større betydning. Synlighed og relationer til gæsterne bliver dermed endnu vigtigere i en branche med stigende konkurrence.
Lokale råvarer og stærk identitet
Over halvdelen af restauranterne forventer, at brugen af lokale eller egne råvarer vil få større betydning i de kommende år.
"Lokale råvarer handler ikke kun om bæredygtighed. Det handler også om at skabe en stærk fortælling og en tydelig identitet. Det giver restauranterne mulighed for at skille sig ud og skabe oplevelser, som gæsterne husker," siger Jeppe Møller-Herskind.
Samlet set peger medlemsundersøgelsen på en restaurantbranche, hvor fremtiden formes i krydsfeltet mellem oplevelser, teknologi og kvalitet.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Nyt navn og ny direktør på Aarhushotel
09-04-2026
-
Stella Maris skifter ejer og forbedrer resultat
09-04-2026
-
Dagrofa: Fortsat vækst hos restauranter
09-04-2026
-
Budgetkæde dropper plan om nyt hotel
09-04-2026
-
Tavshed om hotelprojekt skaber usikkerhed
09-04-2026
-
Fødevareproducenter varsler prisstigninger
09-04-2026
-
Nordhavn-hoteller opnår DGNB-certificering
09-04-2026