Den 20. august åbnede den globale hotelkæde Best Western dørene til et helt nyt hotel under Aiden-konceptet. Hotellet ligger i den sydlige del af Odense – ikke langt fra byens kommende supersygehus.

Hotelchefen har allerede oplevet en overvældende interesse turister og gæster i den første tid. 

"Vi er blevet væltet bagover på den gode måde af alle de gæster, der er kommet. Det har været en helt fantastisk start,” fortæller den bare 27-årige Trine Enevoldsen, hotelchef for det nye Aiden by Best Western i Odense.

Moderne hotel med globalt touch
Aiden-kæden er en del af Best Western, der driver over 4.000 hoteller på verdensplan fordelt på i alt 19 forskellige hotelkoncepter.

I Danmark findes der i skrivende stund tre Aiden-hoteller – i Herning, på Lolland og nu dette i Odense.

Aiden-hotellerne i Norden drives af den norske hoteloperatør CIC Hospitality, som desuden ønsker at ekspandere brandet Aiden yderligere i Danmark i løbet af de kommende år. 

Fælles for Aiden-konceret er et stærkt fokus på teknologi og gæstens mange muligheder for selvbetjening i alle døgnets timer.

”Vi er et moderne koncepthotel, hvor gæsterne i høj grad har muligheden for at klare sig selv. De tjekker ind via skærme, kan bestille drikkevarer i servicekiosken og kan selv supplere yderligere op, hvis de eksempelvis ønsker flere håndklæder. Det giver gæsterne en større frihed til selv at styre, hvad de vil og hvornår. Vi er selvfølgelig altid behjælpelig og tilstede 24/7. Vi ønsker at mindske det administrative gennem teknologi, så vi kan være tættere på gæsterne og skabe de unikke oplevelser og den gode relation under deres ophold,” siger Trine Enevoldsen.

Hotelværelse på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

Hotelværelse på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

Aiden by Best Western Odense har 137 værelser - herunder både familieværelser og twin rooms. Hotellet drives af i alt 14 ansatte, som fordeler sig over både Housekeeping og Service Crew. 

Når man træder ind på hotellet, mødes man af en minimalistisk og stilren indretning med træmøbler og dæmpede farver i sort, hvid og rød. Flere steder står væggene i rå beton, hvilket giver hotellet et urbant præg. Alt i alt et moderne udtryk, hvor enkelhed og teknologi går hånd i hånd.

Holo Connect i receptionen hos Hotelværelse på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

Holo Connect i receptionen hos Hotelværelse på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

Hotel rimer på hologram
Særligt karakteristisk for Aiden-kæden er hotellets teknologiske løsninger.

Allerede i foyeren møder man 'Holo Connect' – et 3D-hologramsystem, hvor en AI-assistent visualiseret i form af en af hotellets medarbejdere, kan træde frem på skærmen i reel menneskehøjde og besvare spørgsmål uden at skulle være fysisk tilstede.

Hotellet har også investeret i den lille robot 'Aiden Buddy', der kan interagere med gæsterne og skabe en anderledes hoteloplevelse.

"Vi har været meget optaget af, at der ikke er for mange ting på hotellet, så det ikke føles alt for hotelagtigt i den klassiske forstand. Samtidig har vi virkelig en fod inde i de nyeste teknologier for at skabe en ny form for hoteloplevelse for vores gæster. Den prøver vi konstant at optimere. Vi vil gerne skabe en oplevelse af et nemt og ubesværet hotelophold," uddyber Trine Enevoldsen. 

Blandt hotellets typiske gæstetyper finder man både håndværkere, som arbejder på nogle af byens store byggeprojekter, forretningsfolk, kongresdeltagere og internationale specialister, som arbejder på længere projekter i universitetsmiljøet i Odense.

Hotellet har da også en attraktiv placering tæt på både Syddansk Universitet, det nye supersygehus, Odense Kongrescenter og "robotklyngen" i Odense. 

Fællesområde på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

Fællesområde på Aiden by Best Western Odense. Foto: PR

HORESTA som sparringspartner
For Aiden by Best Western har det været helt naturligt at melde sig ind i HORESTA.

”Vi er glade for at have HORESTA med på rejsen, og kæden har været en del af brancheorganisationen lige siden det første Aiden-hotel i Danmark. Vi har fået meget sparring og vejledning om alt fra ansættelsesforhold til løn og andre juridiske spørgsmål. Den støtte er vi virkelig glade for,” siger Trine Enevoldsen.

Selvom hotellet kun har været åbent i få uger, er ambitionerne store.

Aiden by Best Western Odense vil være en aktiv del af bylivet, støtte op om byens større events og arrangementer og bidrage til at tiltrække flere gæster til Odense. 

”Vi vil gerne være med til at løfte byen – både forretningslivet og kulturen. Det handler ikke kun om overnatning, men også om at være en aktiv del af lokalsamfundet,” fastslår Trine Enevoldsen.

Med en ung hotelchef i spidsen og et stærkt fokus på teknologi og gæsternes oplevelse, ser Aiden by Best Western Odense sig selv som en et positivt bidrag til byens udvikling.

Kombinationen af internationalt format, lokal forankring og sparring fra HORESTA giver hotellet mulighed for at vokse og udvikle sig de kommende år sammen med resten af Odense.

Log ind