En restaurant på Fyn mangler en kok.
Et hotel i Nordjylland kan ikke give gæsterne den service, de drømmer om.
Selvom rekrutteringen samlet set går den rigtige vej, mærkes kampen om de rette medarbejdere stadig, og hver ubesat stilling sætter fortsat sit aftryk på branchen.
Den seneste rekrutteringssurvey udgivet i september 2025 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at 23 pct. af stillingsopslagene i hotel- og restaurationsbranchen var forgæves.
Til sammenligning lå andelen på hele 35 pct. i september 2024 og 36 pct. året før.
Ved en forgæves rekruttering forstås, at en stilling enten ikke bliver besat, eller at den bliver besat med en anden profil end den ønskede. Rapporten viser, at 9 pct. af stillingerne slet ikke blev besat, mens 14 pct. blev besat med en anden kandidat end planlagt.
Hotel- og restaurationsbranchen indtager dermed en 8. plads på listen over brancher med størst rekrutteringsudfordringer per september 2025.
Stadig et kompromis for mange
”Det er positivt, at vi fortsat ligger markant bedre end for et år siden. Men tallene minder os også om, at udfordringerne fortsat ikke er løst. For mange virksomheder må stadig gå på kompromis, når de skal finde kvalificerede medarbejdere. Det er en direkte væksthæmmer, og det er en skam,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.
Blandt de stillingsgrupper, hvor virksomhederne har størst problemer med at finde den rette arbejdskraft, ligger kokke med en forgæves rekrutteringsrate på 22 pct., mens køkkenmedhjælpere følger tæt efter med 19 pct.
        STARs rekrutteringssurvey, september 2025
Lettest i Hovedstaden, sværest i Nordjylland
De regionale forskelle er fortsat markante. Hvor hoteller og restauranter i Region Hovedstaden kun oplever 11 pct. forgæves rekrutteringer, er andelen hele 40 pct. i Region Nordjylland. I Region Midtjylland ligger tallet på 31 pct., i Region Syddanmark på 22 pct. og i Region Sjælland på 27 pct.
”At Region Nordjylland ligger så højt, viser hvor stor betydning lokale forhold har for arbejdsmarkedet. Adgangen til arbejdskraft afhænger ikke kun af branchens attraktivitet, men også af geografi, transport og bopæl. Her er Region Hovedstaden klart hjulpet på vej af den store volumen af indbyggere, ikke mindst internationale,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Behov for dobbelt indsats
HORESTA understreger, at arbejdet for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft kræver en dobbelt indsats:
”På kort sigt skal vi gøre det nemmere at hente international arbejdskraft. På længere sigt handler det om at sikre flere faglærte gennem uddannelsessystemet, herunder også gennem opkvalificering og efteruddannelse. Uden hænder og hoveder på alle niveauer, kan vi ikke fastholde branchens vækst og kvalitet,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Kort fortalt: STAR Rekrutteringssurvey
STARs rekrutteringssurvey udkommer hvert kvartal og giver et aktuelt billede af virksomhedernes udfordringer med at finde den rette arbejdskraft. Tallene for september 2025 er indsamlet i perioden december 2024 til maj 2025.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
- 
                            
Unge hotel- og restauranttalenter hædret på HORESTA Årsdag 2025
31-10-2025
 - 
                            
Fremtiden i fokus på rekordstor årsdag hos HORESTA
31-10-2025
 - 
                            
Rasmus Munk fra Alchemist vinder The Best Chef Awards for andet år i træk
31-10-2025
 - 
                            
Regeringen vil investere i turisme og stramme grebet om Airbnb
31-10-2025
 - 
                            
Nu åbner Rox Resort i Køge
31-10-2025
 - 
                            
Danhostel finder ny direktør med kædeerfaring
31-10-2025
 - 
                            
Fire arkitektteams i kapløb om nyt verdensarvscenter i Roskilde
31-10-2025
 - 
                            
Støj fra restaurantgæster skaber splid i Indre By
31-10-2025