Markedet for korttidsudlejning i Danmark vokser for tiden markant og langt hurtigere end det traditionelle hotelmarked. 

I første halvår af 2025 er antallet af overnatninger på korttidsudlejningsplatforme såsom Airbnb vokset med 13,9 pct. i forhold til samme periode sidste år. I samme periode har hotellerne oplevet en fremgang på 3,3 pct. Samtidig slår antallet af korttidsudlejningsovernatninger i et første halvår ny rekord med 2,9 mio. overnatninger.

Det viser dugfriske tal fra Eurostat, som HORESTA har analyseret.

Sammenlignes første halvår 2025 med første halvår 2019, der anses som referenceår før coronapandemien, er der tale om 1,2 mio. flere overnatninger – eller hvad der svarer til knap 3.300 flere overnatninger hver eneste dag. 

Den udvikling vækker bekymring hos Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA. 

”HORESTA støtter op om, at man som turist kan vælge at booke en privat overnatning, for eksempel via Airbnb. Denne overnatningsform er attraktiv for visse grupper af turister. Men det er selvfølgelig en vigtig forudsætning, at konkurrencevilkårene mellem de private udlejere og den professionelle overnatningsbranche er fair, og det er de ikke i dag. Korttidsudlejning har udviklet sig til big business med betydelige skattefordele og uden nogen form for kontrol. Det må og skal der reageres på politisk" siger han. 

HORESTA peger på, at væksten i korttidsudlejning også har konsekvenser for boligmarkedet i landets største byer, som med udlejningen benyttes af turister fremfor byens egne borgere.

"Korttidsudlejningen har nået et omfang, som medfører skævvridning af både boligmarkedet og hotelmarkedet. Det kan ikke have været hensigten med den nuværende lovgivning. Uanset hvor smuk tanken om Airbnb-udlejning som deleøkonomi var oprindeligt, må man indse, at virkeligheden mange steder er blevet en helt anden. Derfor skal der sættes ind med registrering af udlejerne og med kontrol af, om reglerne bliver overholdt”, lyder det fra Jeppe Møller-Herskind. 

Log ind