København er en af verdens yngste storbyer. Ikke i alder, men i mentalitet og befolkning. Mere end hver fjerde københavner er mellem 18 og 30 år, næsten dobbelt så stor en andel som i resten af landet. Det giver byen en særlig puls. Her mødes studerende, iværksættere, kunstnere, forskere og unge fra hele verden i et byrum, der summer af bevægelse, idéer og nysgerrighed.

Samtidig er København en af verdens tryggeste metropoler. En by, hvor man kan cykle hjem om natten, bade i havnen og lade børn færdes frit. I en global sammenhæng er det enestående. Det er ikke blot en tryg storby. Det er et civilt projekt, der er lykkedes.

Denne kombination af ungdom og tryghed er ikke tilfældig. Den er dyrket, besluttet og betalt. Og den forpligter. For den rejser et afgørende spørgsmål op til kommunalvalget. Ikke om vi skal tiltrække flere besøgende, men om hvem vi vil tiltrække, og hvilken hovedstad vi ønsker.

Turister og liv på Broens Gadekøkken i Indre København.

VisitDenmark peger på potentialet for at hente flere internationale gæster til Danmark. Det er klogt. Turisme og oplevelsesøkonomi er Danmarks fjerdestørste eksportsektor med 169 mia. kr. i omsætning og 149.000 arbejdspladser. Det er en reel vækstmotor, ikke et postkort. Og København er centrum for den motor.

København er i dag en gastronomisk stormagt. Landets hovedstad er blevet en cykelby, en designby, en havneby, en by med verdens måske mest afslappede forhold mellem borgere og byrum. Den er også blevet en global reference for bæredygtig urbanitet. Det er ikke småting. Det er kulturel kapital, som andre storbyer ser misundeligt på.

Alligevel handler turismediskussionen for ofte om kontrol, beskatning, regulering og støj. Man får næsten indtryk af, at det, der gør København levende, ses som noget, der skal dæmpes for ikke at forstyrre.