Jylland har fået sit første femstjernede hotel. Dyvig Badehotel på Nordals er netop blevet tildelt fem stjerner i den officielle europæiske hotelklassifikation, Hotelstars Union, som HORESTA står bag i Danmark.
Dermed føjer badehotellet sig til en eksklusiv klub af kun syv danske hoteller med denne status.
”Den femte stjerne betyder alt. Det er et stort arbejde at gå fra 4 stjerner til de ultimative 5 stjerner. Vi har igennem de sidste seks måneder arbejdet intenst med en detaljeret fintuning af faciliteter og service for at blive klar til offentliggørelsen. Vi glæder os rigtig meget til at byde gæsterne velkommen”, siger John Bech Amstrup, der er forpagter og gastronomisk direktør på Dyvig Badehotel.

Personalet på Dyvig Badehotel kan ikke få armene ned over nu at være et femstjernet hotel. Foto: Dyvig Badehotel/Rais Foto.
Målrettet arbejde mod fem stjerner
Siden åbningen i 2010 har Dyvig Badehotel været klassificeret med fire stjerner, men har målrettet arbejdet mod det femte trin.
Blandt andet er receptionen nu døgnbemandet, og gæsterne kan nyde godt af 24-timers roomservice, concierge, bagageservice, parkeringshjælp og muligheden for at vælge mellem forskellige hovedpuder.
Ved den seneste bedømmelse scorede badehotellet 689 point – langt over grænsen på 610 point, der kræves for fem stjerner.

Badehotellet ligger i eksklusive og naturskønne omgivelser. Foto: Dyvig Badehotel/Rais Foto.
Suiter, restauranter, spa og wellness
Dyvig Badehotel er en del af Relais & Châteaux og rummer blot 23 værelser og suiter – alle smagfuldt indrettet og tæt forbundet med den omkringliggende natur og roen ved vandet.
Ud over hotellet rummer stedet to anerkendte restauranter, hvor særligt Restaurant Amstrup & Vigen byder på nordisk og fransk gastronomi i særklasse – understøttet af et af landets største vinkort.
Samtidig har hotellet opgraderet sin wellness-oplevelse med både sauna, teknologisk træningsudstyr og udendørs hot tub med havudsigt – faciliteter, der tidligere var et krav for fem stjerner, men som nu blot giver ekstra point.
Det er erhvervsmanden Hans Michael Jebsen, der står bag det eksklusive hotel, mens John Bech Amstrup har stået i spidsen siden åbningen.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Tommy Ahlers blander sig i debat om Airbnb
17-10-2025
-
HORESTA: Fjern aldersgrænsen for SVU – unges udvikling må ikke bremses
17-10-2025
-
Sunset Boulevard hædres som Succesvirksomhed 2025
17-10-2025
-
Tidligere Noma-kok åbner ny restaurant i Helsingborg
17-10-2025
-
Hotel Hesselet satser på gastronomi og langsom luksus
17-10-2025
-
Noma udvider med permanent butik og kaffebar i København
17-10-2025
-
Karrebæksminde får luksusresort med fokus på erhverv og velvære
17-10-2025
-
Markant hoteludvidelse i Aalborg sendt i høring
17-10-2025