Af Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA

Musikken er stoppet, og den politiske stoledans er nu afgjort. Danmarks nye regering kommer til at bestå af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Og opgavelisten for de nye samarbejdspartnere er lang.

Hvad angår turisme- og oplevelseserhvervets virksomheder, skal vi have sikret, at det bliver nemmere at drive en økonomisk bæredygtig forretning. Det handler både om nedbringe skatter, sænke afgifter, minimere bureaukrati og langsommelig sagsbehandling samt ikke mindst at sikre adgang til den nødvendige arbejdskraft.

Der har det seneste været talt varmt for reformer, og det er fuldstændig afgørende. Vi skal fintune arbejdsmarkedet til den virkelighed, som vi er midt i – og den som vi kigger ind i. For selvom ønskerne til at bruge statens budgetter er mange, så må vi ikke glemme, at pengene skal tjenes først, og der er erhvervslivet en afgørende medspiller - og ikke en modspiller.

Den nye regering bør desuden have et stærkt fokus på at nedbringe inflationen. Det er det, som vores erhverv har allermest brug for. Der er brug for stabilitet og normale tilstande efter år med krise på krise. For selvom efterspørgslen mange steder fortsat er høj, så er indtjeningen udhulet og opsparingerne er brugt under pandemien.

Så kort sagt er opgavelisten for den nye regering lang, men gevinsterne forbundet med et stærkt turisme- og oplevelseserhverv er også mange. For vi skaber beskæftigelse, vækst og ikke mindst eksportindtægter til gavn for hele Danmark.

HORESTA vil stoppe nulemissionszone på Vesterbro

Planerne om en nulemissionszone på Indre Vesterbro kan gøre det langt vanskeligere at drive hotel og restaurant i området. HORESTA advarer om urimelige konsekvenser for erhvervslivet og peger på op mod 10.000 kilometer ekstra omvejskørsel hver dag.

Log ind