En kvart milliard kroner. Så meget omsætning har de danske forlystelsesparker måtte vinke farvel til på grund af lukningerne grundet COVID-19.
Og tallet stiger dag for dag, hvor den absolutte højsæson nærmer sig for de 12 medlemmer af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD). Har parkerne lukket frem til sommerferien, vil den manglende omsætning være steget til 1 mia. kroner.
Virksomhederne er ikke tvangslukket, men har på grund af situationen valgt at følge myndighedernes anbefalinger om at holde lukket indtil videre, fortæller Kristian Nørgaard, sekretariatschef i FFD. Han efterlyser dog en afklaring på, hvornår parkerne kan holde åbent, for parkerne er klar og har udviklet en række principper for en ansvarlig åbning.
”Forlystelsesparkerne råder over store arealer, og vi har mulighed for at give gæsterne gode oplevelser, uden at de klumper sammen. Det skal ske gennem uddannet personale, opsyn og overvågning, nye retningslinjer for køerne og driften af forlystelserne, og er efterspørgslen for stor, kan vi lukke indgangene,” siger Kristian Nørgaard.
Han tilføjer, at det er store virksomheder, som ikke bare kan åbne fra den ene dag til den anden. Det kræver store indsatser og mange investeringer i sikkerhedsforanstaltninger.
Derfor så han gerne en snarlig melding fra myndighederne, mens forlystelsesparkerne forbereder sig på den nye virkelighed.
”Personalet er ansat, og der er investeret flere hundrede millioner kroner i nye oplevelser og forlystelser til gæsterne. Nu tripper vi for at få det endelige grønne lys. Virksomhederne har taget alle tænkelige tiltag i brug for at sikre gæsterne en både sikker og sjov oplevelse. Derfor er det uholdbart, at vi endnu ikke ved, hvornår vi kan komme i gang” fortæller Kristian Nørgaard.
Medlemmerne af FFD regner ikke med det sædvanlige antal gæster denne sommer grundet COVID-19. Til gengæld mener Kristian Nørgaard, at forlystelsesparkerne er afgørende, når det kommer til at sikre en god og sikker sommer for danskerne. Forlystelsesparkerne har alle forudsætninger for en ansvarlig håndtering af situationen med opsyn og god afstand mellem gæsterne.
Om Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.
Sekretariatet for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) huses i HORESTA, og FFD består af Danmarks førende forlystelsesparker beliggende både i storbyer og landdistrikter over hele Danmark. Foreningen består af Bonbon-Land, Djurs Sommerland, Dyrehavsbakken, Fårup Sommerland, Jesperhus Blomsterpark, Knuthenborg Safaripark, Legoland, Lego House, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden og Universe.
Hvert år besøger mere end 12 mio. glade gæster vores parker, hvor de mødes af mere end 7.200 dygtige medarbejdere. Samlet set skaber forlystelsesparkerne en omsætning på over 3,4 mia. kr. og udgør dermed store regionale vækstfyrtårne, der tiltrækker både danske og udenlandske turister til alle egne af Danmark.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Dansk milliardær skaber liv på Hotel Hornbækhus: Renoverer for 30 mio. kr.
06-01-2026
-
Skyggehoteller i København fortsætter trods tilsynssag
06-01-2026
-
Turismeminister: Vi skal fra strategi til handling i 2026
06-01-2026
-
Forgæves rekrutteringer begrænser branchevækst
06-01-2026
-
Tre Bühlmann-hoteller samles under én direktør
06-01-2026
-
Hotelplan ved Amager Strand i modvind
06-01-2026
-
Brancheoptimisme i 2026 trods global uro og stigende omkostninger
06-01-2026
-
Turismebranchen blandt de største jobskabere i Danmark
06-01-2026
-
Ebeltoft Park Hotel solgt: Genåbner til foråret
06-01-2026