Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Danske restauranter ser med optimisme på resten af 2025. Ifølge en ny medlemsanalyse fra HORESTA forventer mange i branchen både flere gæster og højere omsætning i årets tredje og fjerde kvartal.

44 pct. af restauranterne regner med vækst i tredje kvartal, mens 42 pct. tror på fremgang i årets sidste måneder. Også når det gælder omsætning, er forventningerne positive – her melder 49 pct. om forventet stigning i tredje kvartal og 44 pct. i fjerde.

HORESTAs cheføkonom Jonas Kjær kalder det bemærkelsesværdigt, at optimismen holder stand trods global uro og faldende forbrugertillid.

Analysen viser samtidig, at forventningerne er realistiske. En fjerdedel af restauranterne frygter fald, og mange peger på kun beskedne vækstrater. Ifølge Jonas Kjær er det et udtryk for en branche, der er bevidst om udfordringerne med stigende omkostninger og inflation.

Den største optimisme findes i hovedstaden, hvor 51 pct. af restauranterne forventer øget omsætning, sammenlignet med 45 pct. i resten af landet.

Læs hele historien på Travel News

HORESTA: En hovedstad må gerne kunne høres

Adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, går i rette med ønsket om at udvide stoppet for nye natbevillinger i Indre By. Ifølge ham er byens puls en forudsætning for Københavns attraktivitet. Han peger på, at et flertal af københavnerne bakker op om restaurations- og nattelivet.

HORESTA bakker op om ensartede affaldsregler

Miljøminister Magnus Heunicke vil se på en ensretning af affaldsreglerne, og det vækker opbakning i HORESTA. Særligt kæderestauranter oplever udfordringer med forskellige kommunale fortolkninger. Branchen efterlyser klare rammer og ens praksis.

Log ind