Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Sol over Gudhjem udvider med en eksklusiv pop up-restaurant, når Restaurant All Stars slår dørene op 19.–21. juni. Her samles otte af landets mest prisvindende kokke, alle tidligere deltagere i madfestivalens kokkekonkurrence.

På listen er navne som Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro, Jonas Mikkelsen fra Frederiksminde og Henrik Jyrk fra Dining by Jyrk.

I en stor tipi midt på havnen i Gudhjem vil gæster kunne opleve signaturretter torsdag aften og vælge blandt unikke tavleretter fredag og lørdag.

Konceptet bygger bro mellem det høje gastronomiske niveau og et bredt publikum, lyder det fra Mikkel Marschall, stifter og CEO for Sol over Gudhjem.

Han understreger, at Restaurant All Stars er skabt for at bringe topgastronomien tættere på publikum – tilgængeligt, folkeligt og med international klasse. Ambitionen er at gøre verdensklassemad til en del af sommerens folkefest på Bornholm.

Michelin-kok åbner ny restaurant i København

Jonas Mikkelsen og Rasmus Mørch, der står bag Restaurant Magny, åbner ultimo oktober restauranten Henry i Indre By. Den nye restaurant får 70 pladser og vil servere smørrebrød om dagen og fungere som luksusbistro om aftenen.

Nyt femstjernet hotel åbner i Hornbæk

Efter flere års ombygning åbner Cori Hornbæk Hotel for overnattende gæster 25. september. Det femstjernede hotel får 77 værelser og suiter samt fem townhouses, mens bar, restaurant og spa åbner i løbet af oktober.

Log ind