Regeringen har præsenteret udspillet ’Et stærkere erhvervsliv’, som skal skabe bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv. I udspillet vil regeringen blandt andet sænke skatten på bo- og gaveafgift, der også er kendt som skat ved generationsskifte. Skatten vil blive sænket fra 15 til 10 procent, når en virksomhed overdrages til næste generation.

Herudover får virksomhederne et retskrav på skematisk værdiansættelse, hvilket vil gøre processen for generationsskifte mere gennemsigtig og forudsigelig. Det betyder, at man altid kan benytte den skematiske værdiansættelse – også selvom skattestyrelsen skønner virksomhedens handelsværdi højere ud fra fremtidig indtjening.

Med SVM-regeringens udspil vil det således blive billigere og lettere at give stafetten videre.

”En betydelig skattelettelse og langt mere forudsigelig i forbindelse med generationsskifte vil få stor betydning for mange familieejede virksomheder i vores erhverv. For mange små og mellemstore virksomheder i turismeerhvervet har planer om et generationsskifte, men den hårde beskatning har udskudt beslutningen eller i nogle tilfælde fået ejerne til helt at ændre planer,” siger politisk chef i HORESTA, Maria Olafsson. 

Derudover ændres reglerne, så familiemedlemmer, der får overdraget en ejendomsvirksomhed, ikke pålægges beskatningen på tidspunktet for overdragelsen.

Turismeerhvervet går udenom besparelser

Finansieringen til de foreslåede skattelettelser er fundet i det økonomiske råderum og i sanering af erhvervsstøtten. Regeringen har valgt at lade turismeerhvervet går fri af sparekniven. Frigast-udvalget havde ellers anbefalet en årlig besparelse på 80. mio. kr. i statsstøtte på turismeerhvervet.

Besparelsen ville være gået ud over Dansk Kyst- og Naturturisme, Wonderful Copenhagen og Meet Denmark.

HORESTA bakker op om ensartede affaldsregler

Miljøminister Magnus Heunicke vil se på en ensretning af affaldsreglerne, og det vækker opbakning i HORESTA. Særligt kæderestauranter oplever udfordringer med forskellige kommunale fortolkninger. Branchen efterlyser klare rammer og ens praksis.

Nyt netværk ruster branchen til kriser

HORESTA har etableret et beredskabsnetværk, der skal styrke hoteller og restauranter i en tid med øget usikkerhed. Netværket skal give konkrete værktøjer og samle branchens stemme i dialogen med myndighederne. Første møde får besøg af tidligere spionchef Lars Findsen.

Log ind