Danmark har Europas næstbedste tjener under 25 år.

Den 21-årige Amalie Drueekær Rasmussen var ved EuroSkills 2023 i Polen oppe imod et stærkt felt af 19 konkurrenter fra resten af Europa og blev kun overgået af sin kollega fra Sverige.

I alt 600 europæiske talenter har i denne uge konkurreret på at være bedst inden for de erhvervsfaglige uddannelser, heraf 21 danskere, der blandt andet kæmpede i fag som murer, bygningssnedker og konditor samt – inden for hotel- og restauranterhvervet – kok, tjener og receptionist.

Amalie Drueekær arbejder til daglig på Restaurant Støvlet Katrines Hus i Sorø.

“Jeg gik ud af folkeskolen med et gennemsnit på 10, så jeg kunne sagtens have taget en anden uddannelse. Men jeg valgte at følge hjertet, og det er jeg glad for hver eneste dag. Branchen er fuld af muligheder, hvis man vil arbejde i udlandet, på store hoteller og restauranter, eller hvis man vil videreuddanne sig til f.eks. sommelier. Og så passer det mig rigtig godt, at jobbet ikke er et typisk 9-17-arbejde,” fortæller Amalie.

For hende er det vigtigste i hverdagen kontakten med de mange forskellige gæster, de alsidige opgaver og mulighederne i branchen, som hun ville ønske, at andre også ville give en chance.

HORESTAs uddannelses- og projektchef, Pia Svane, var med i Polen, og hun glæder sig over Amalies sølvmedalje.

”Det kræver utrolig meget at begå sig i EuroSkills, men Amalie leverede en fantastisk indsats og vandt som den første dansker nogensinde en medalje inden for tjenerfaget. Hun er en fantastisk repræsentant for sit fag og kan forhåbentlig bidrage til, at flere unge får øjnene op for al den faglighed og alle de muligheder, som tjenerfaget rummer”, siger Pia Svane.

Den danske deltager i kokkekonkurrencen, Karl Emil van Ingen Schytt Olesen, fik en 10. plads i konkurrence med 22 andre. Men han kan rejse hjem med en ”Medallion For Execellence”, som han fik tildelt, fordi han scorede mere end 700 point. Ligesom hos tjenerne var det Sverige, der løb med sejren i kokkekonkurrencen.

Stefan Kongebro Madsen fik en 11. plads i konkurrencen for unge receptioner. Her var det Schweiz, som vandt guld.

Det danske Euroskills-hold kommer hjem med i alt otte medaljer. Fem af sølv og tre af bronze og blev samlet set syvende bedste nation af de 32 deltagende lande. Seks danskere fik desuden en ”Medallion For Execellence”.

Danmark skal være vært for næste udgave af EuroSkills i 2025.

Ungt tjenertalent fejret til branchevent

Amalie Druekær Rasmussen vandt sølv for sine tjenerevner til EuroSkills i Polen i september og har netop kvalificeret sig til finalerne i Årets Tjener 2024.

Log ind