Hjarbæk Kro ligger med idyllisk udsigt til Limfjorden, og gæsterne har rig mulighed for både selskaber samt a la carte, og måltidet kan endda indtages på kroens terrasse. Men at drive en virksomhed med disse muligheder kræver medarbejdere. Og de er en mangelvare. Derfor har kroen i flere tilfælde måtte sig nej til omsætning fra interesserede gæster, fordi personalet i køkkenet ikke kunne følge med efterspørgslen.

En del af løsningen på dette problem er nu fundet i Sydeuropa, fortæller forpagter Lone Bekker. Via rekrutteringsbureauet HEAD aHEAD har virksomhed nemlig ansat spanske Juan Carlos og portugisiske Albertino, der begge er uddannede kokke. Førstnævnte startede den 15. april, mens Albertino starter den 1. maj.

”Det er en fornøjelse, at vi nu har fået to gode medarbejdere, som kan være med til at indfri det potentiale, som vi har i vores virksomhed. De er imødekommende, ivrige for at lære og de bliver en kæmpe gevinst for os. Og vi kommer helt sikkert til at gøre brug af samarbejdet med HEAD aHEAD igen. Det nytter simpelthen ikke noget, at vi i branchen render og hugger hinandens medarbejdere, når der samtidig går dygtige ledige rundt syd for grænsen. Det er der ingen, der bliver rigere af,” fortæller hun, og tilføjer om forløbet:

”Det kan være uoverskueligt og bureaukratisk at ansætte udlændinge, men vi er rigtig glade for, at vi tog springet med den gevinst, som vi nu har udsigt til med virksomhedens nyeste medarbejdere. Og det behøver ikke tage lang tid. Vi startede dialogen med HEAD aHEAD lige op til jul, og ansættelserne kunne sagtens have fundet sted tidligere, hvis vi havde ønsket det, men nu passer det med startskuddet til kroens højsæson,” siger Lone Bekker.

Hun understreger, at der selvfølgelig er noget oplæring af kokkene, men det er der med alle nye medarbejdere, lyder budskabet. Og det er ikke et problem så længe fagligheden er til stede.

Ansættelserne er skruet sådan sammen, at kokkene på skift er to uger i Danmark, hvorefter de er hjemme i to uger.

Nu er motorvejen skabt

Hos HEAD aHEAD glæder man sig over, at Hjarbæk Kro som første virksomhed har rekrutteret gennem det nye initiativ, hvor virksomheden har teamet op med en medarbejder, der sidder i Malaga.

”Det kan være svært for små og mellemstore virksomheder at rekruttere uden for landets grænser. For hvordan skaber man forbindelsen i et fremmed land til lige præcis den kok, som restauranten mangler? Det er næsten umuligt. Den infrastruktur har vi nu sørget for, og der skal lyde en stor ros til vores kollega i Spanien, for uden hende havde det ikke været muligt,” siger Thorkild Fulgsang Nielsen, ejer af HEAD aHEAD.

Rekrutteringsbureauet står for screeningen af kandidaterne, så de danske virksomheder kun præsenteres for kvalificerede og motiverede emner.

Thorkild Fuglsang Nielsen tilføjer, at sydeuropæer har fantastiske forudsætninger for at blive gode kolleger på danske arbejdspladser. De er arbejds- og læringsivrige, og så har de en stolt hospitality-tradition, der gør, at de ved, hvordan man leverer service på et højt niveau, understreger han.

HORESTA har en medlemsfordel med HEAD aHEAD. Læs mere om mulighederne på virksomhedens hjemmeside her.

Webinar: Genvejen til international arbejdskraft

Mange virksomheder har udfordringer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere, men er du åben overfor at ansætte medarbejdere fra udlandet er der gratis hjælp at hente. Det kan du høre mere om på et webinar den 25. marts.

Log ind