De foreløbige omsætningstal fra Danmarks Statistik for december måned er netop udkommet, og dermed kan regnskabet for hele 2020 gøres op.
De danske hotel- og restaurantvirksomheder omsatte i julemåneden samlet for 2,8 mia. kr., hvilket var mere end en halvering sammenlignet med december året før.
”Erhvervet var allerede hårdt ramt af restriktioner, inden nedlukningen trådte i kraft d. 7. december. Der var ganske få julefrokoster, mødeaktivitet var aflyst og turisterne manglede. Nedlukningen fjernede det sidste håb om juleomsætning hos mange”, fortæller Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det samlede regnskab for 2020 viser, at hoteller, konferencecentre, kroer, vandrerhjem, restauranter, caféer, natklubber, værtshuse, kantiner m.v. tilsammen mistede indtægter for 21 mia. kr., hvilket svarer til en nedgang på 32 pct. Men det tab kan meget vel blive endnu større, når de endelige tal foreligger.
De sidste korrektioner ændrer dog ikke ved billedet af et erhverv, der er særligt hårdt ramt af Corona-krisen. Ser man på det samlede danske erhvervsliv fraregnet hotel- og restaurantomsætningen, så er omsætningstabet her således blot på 1 pct.
”Det er positivt, at dansk økonomi næsten har formået at holde kadencen, selvom samfundet har været ramt af nedlukning. Men det understreger, hvor skævt krisen har ramt. Hotel- og restaurantbranchen har sammen med rejsebranchen, forlystelsesparker og kulturlivet taget mange tæsk”, understreger Jonas Kjær.
Hotel- og restaurantbranchen blev forbigået i regeringens udspil til første etape af genåbningen, og HORESTA efterlyser en konkret genåbningsplan fra regeringen, som virksomhederne kan styre efter.
”Vi ser frem til snart at tjene vores egne penge, og krydser fingre for, at det bliver muligt uden at restriktioner spænder ben for indtjeningen og forgælder virksomhederne yderligere. Det kan branchen simpelthen ikke bære,” fortæller Jonas Kjær.

SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Vækst i turismeforbrug løfter hele Vesterhavsområdet
29-05-2025
-
Erfaren direktør skal stå i spidsen for Scandic Aarhus City
29-05-2025
-
Marriott markerer 50 år i Europa med 1.300 hoteller
29-05-2025
-
Lempet lukkelov skal styrke handel og turisme
29-05-2025
-
To nye kvinder træder ind i Horestas bestyrelse
29-05-2025
-
Subway vender tilbage til Danmark med nye ambitioner
29-05-2025
-
Comwell reducerer CO2-udledning med 12 pct. i 2024
29-05-2025
-
Unikt Space Center og hotelbyggeri planlagt i Billund
29-05-2025