Politiet ønsker at lave et landsdækkende register over, hvor der er opsat kameraovervågning i Danmark. På den baggrund har Rigspolitiet nu bedt HORESTA om at indsamle oplysninger om kameraovervågning hos vores medlemmer.
Registeret skal lette politiets opklaringsarbejde, fordi man hurtigt kan identificere en kameraovervågning og bede om at se optagelser fra den, hvis det kan være relevant for opklaringen af en forbrydelse.
Eksempelvis var det i forbindelse med opklaringen af terrorangrebet mod ”Krudttønden” og Synagogen i København i 2015 afgørende, at politiet havde adgang til optagelser fra en række privates overvågningskameraer.
Politiets registrering vil alene indeholde oplysninger om kameraets position, og om hvem der skal kontaktes for at få adgang til optagelser. Registeret vil således ikke give politiet direkte adgang til kameraerne.
Hvis I ønsker at hjælpe politiet med oplysninger til ovennævnte register og dermed bistå politiet ved opklaringen af eventuelle forbrydelser, kan I registrere jeres kameraovervågning via en tast selv-løsning på www.politi.dk/kamera. I kan få adgang til siden ved at bruge et personligt NemID eller virksomhedens NemID. På denne side findes også mere information om registeret.
Vær opmærksom på regelsættet, som gælder for opsætning af kameraovervågning. Dette og mere kan I finde i dokumentet til højre på siden. Som altid kan I selvfølgelig også kontakte vores juridiske afdeling, hvis I måtte have spørgsmål.
Vi opfordrer vores medlemmer til at imødekomme politiets anmodning, men understreger samtidig, at kameraregistrering i ovennævnte register er frivilligt.